// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Davidsen-Nielsen: De aflyttede
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Hans Davidsen-Nielsen: De aflyttede

Skrevet af den 30. juni 2024 – 01:01Ingen kommentarer

Holder forfatteren noget tilbage for os? Og er han objektiv eller i realiteten en partskilde med en dagsorden? De spørgsmål sidder undertegnede tilbage med, efter at have læst Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsens anden bog om FE-sagen.

Den tidligere FE-chef Lars Findsen var nemlig tiltalt for at have talt med netop Hans Davidsen-Nielsen. Det bekræfter journalisten selv i bogen. Og i sin tid som FE-chef var Findsen en god kilde for Hans Davidsen-Nielsen.

Derfor sidder man hele vejen gennem bogen med de spørgsmål. Også fordi Hans Davidsen-Nielsen ikke for alvor sætter sig i Anklagemyndigheden, forsvarsminister Trine Bramsen eller statsminister Mette Frederiksens sted. Han forsøger ikke at analysere på, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Fra Bramsen og Frederiksen bliver bekendt med eksistensen af en whistleblower i FE, over hjemsendelsen af Findsen i august 2020 frem til Højesteret slår fast, at tiltalen mod Findsen skal lægges offentligt frem – hvilket får Anklagemyndigheden til at opgive at føre sagen mod Lars Findsen.

Mens Findsen går rundt derhjemme i Charlottenlund kommer en af nationens største hemmeligheder for dagen. Det kan myndighederne ikke sidde overhørigt. Det er de nødt til at reagere på. Sådan noget må ikke ske. Det er strafbart.

Denne anden side af FE-sagen formår Hans Davidsen-Nielsen ikke at lægge frem. Derfor har “De aflyttede” mest af alt karakter af et partsindlæg og en forsvarstale for Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Præcis sådan som Davidsen-Nielsens første bog om FE-sagen og Lars Findsens egen bog også var det.

Der kommer nye detaljer om FE-sagen frem i bogen. Og der er også sket en del siden Hans Davidsen-Nielsens første bog og Lars Findsens bog udkom i oktober 2022. Derfor er det selvfølgelig på sin plads med endnu en bog om FE-sagen. Det havde dog værer ekstra dejligt, hvis det havde været en journalistisk fortælling, hvor man ikke var så meget i tvivl om forfatterens upartiskhed og motiver, som man er her.

Hans Davidsen-Nielsen: De aflyttede. Politikens Forlag, 2024. 336 sider.

Der er lukket for kommentarer.