Hanne Marie Houkjær: Lysninger
Gæsteanmeldelse af Birgithe Schönheinz
I debutromanen Lysninger møder vi to hovedpersoner. Den tidligere hofdame Ingeborg Bang og præsten Sofie. Ingeborg var ansat hos kongefamilien under besættelsen, men i bogens nutid (2009) bor hun på godset Aakjær ved Odder. Den yngre kvindelige præst har orlov for at passe sin døende far i barndomshjemmet nær godset. Ingeborg Bang figuren har rødder i virkelighedens Ebba Neergaard (f.1916), som var barnebarn af ØK’s grundlægger HN Andersen.
En særegen kvinde fra en tidligere generation løftes i løbet af romanen op og får den stemme, hun ikke hævede midt i begivenhedernes dans. Og som hun heller ikke i sin alderdom har magtet at tage. De sidste mange år af hendes liv, blev hun set som en latterlig, fordrukken og halvskør person alene på et forsømt gods.
I løbet af romanen sluttes der ring mellem de tre mænd i hendes liv, for hvem hun nok betød noget og var elsket men for hvem, hun også var et redskab enten til seksuel tilfredsstillelse eller som inspirerende fortrolighed i årene under og efter den tyske besættelse. Hun åbnede sin lejlighed i København til møderne for folk fra modstandsbevægelsen og satte derved livet (og sit hjem) på spil. Ligesom hun også i andre af livets forhold tilsidesatte sig selv og sit kunstneriske talent.
I romanen bliver mødet med den yngre præst Sofie åbningen til den aldrende Ingeborgs sjæl. På trods af Ingeborgs afvisende væsen opstår der en sjælssamstemthed, der gør, at Ingeborg i samtaler åbenbarer, hvad der bor i hendes indre. Sofie har nok sine redskaber fra samtaler i sjælesorg, men samtalerne bliver ligeværdige og Ingeborg formår også med sin imponerende livs- og selvindsigt at kaste lys over Sofies liv og valg og hjælpe hende på vej.
På Aakjær lever Ingeborg et liv, der nok består af rigelige mængder vin, men vi møder også et menneske, der har en særlig kontakt med dyr og natur. Et væsen hvis sandhedssøgen og oprigtige kærlighed til natur, kunst og liv ikke har ladet sig tæmme af en opdragelse, hvor det handlede om at komme diskret ind ad døren og ikke gøre noget væsen af sig.
Romanen har flere spor, som angives ved lokalitet og årstal og som gør det enkelt for læseren at springe mellem scenerne. Dels har vi samtalerne mellem de to kvinder på Aakjær, dels har vi Sofie i barndomshjemmet i Odder og også Sofies egen livshistorie foldes nuanceret ud. Men herudover får vi også nedslag i Ingeborgs fortid, både i hendes barndomshjem på Tirstrup Gods og i hendes tid i København og i en periode herefter blandt samtidens kunstnere i Pietrasanta. Her står hun ved en korsvej og må træffe et valg, der på mange måder bliver skelsættende for hendes fremtid. Det ville være synd for læseren at komme det nærmere her.
Romanen er inddelt i tre hoveddele i kronologisk rækkefølge. Den slutter i Pietrasanta, hvor de to kvinder er sammen og hvor Sofie både i overført og bogstavelig betydning får den sidste nøgle til Ingeborgs liv.
Romanen er en fortælling om en skæbne. Den er sansemættet og righoldig og nuanceret i beskrivelser af lugte, lyde, smage og farver. Hertil kommer en naturlig inddragelse af samtidens diskussioner om litteratur, politik og kunst. Man kan genkende nogle af de skikkelser, der optræder fra samtiden, men det er ikke det væsentlige. De bliver repræsentanter for forskellige syn på kunst, liv og samfund. Samtidig rummer romanen eksistentielle spørgsmål om liv, død og tro og kaster også lys på, hvad den sociale arv betyder.
Det er en roman, der griber en om hjertet. Uden at være sentimental bringer den tårer frem, for det gør livet. Men det er også en roman, der bringer latteren frem, for sådan er livet også.
Det er en flot debut, Hanne Marie Houkjær har bedrevet. Den vidner om stor indsigt og om omfattende research. Det er et imponerende og samtidstro billede, der tegnes af Ingeborg Bangs verden og man føler sig klogere både på den tid, der skildres og på sjælens mange veje, når man lægger bogen fra sig.
Hanne Marie Houkjær, Lysninger, Forlaget Folke, 334 sider, Maj 2024