Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser. Men da jeg ærlig talt helt havde glemt min dårlige oplevelse med Leif Davidsens forfatterskab for knap 13 år siden, så lod jeg mig lokke af forlagets massive markedsføring til at læse Lief Davidsens seneste roman.

Stort set samtlige danske spændingsromanforfattere lader sig i disse år inspirere af FE-sagen. Leif Davidsen er ingen undtagelse. Og han er en af de mest dovne. Der er således nærmest ikke tale om inspiration, men snarere om slet og ret kopiering af virkeligheden.

FE-sagen kunne sagtens være en roman, men af en mand af Leif Davidsens kaliber bør man kunne forvente mere end blot et plagiat af virkeligheden på lange stræk.

Handlingen er jævnt kedelig og involverer ikke mange biljagter eller skudvekslinger. Det er en rigtig snakke-spændingsroman, hvor “skurken” materialiserer sig ud af det blå. Pludselig har hovedpersonen regnet den ud.

Et sådan niveau er ikke en gang en selvudgiver værdigt. Og det er ganske enkelt dovent af Leif Davidsen at komme op med sådan en gang venstrehåndsarbejde. Synd for dem, der vælger at købe bogen fordi det er en Leif Davidsen-bog. Men de kunne bare have læst min anmeldelse i 2011 og derefter være gået i en stor bue udenom Leif Davidsen. Det havde jeg glemt. Og derfor læste jeg “I skyggen af krigen”. Det behøver I ikke gøre.

Leif Davidsen: I skyggen af krigen. Lindhardt og Ringhof, 2024. 320 sider.