// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Leif Davidsen: På udkig efter Hemingway
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Agentroman, Dansk roman, Spænding

Leif Davidsen: På udkig efter Hemingway

Skrevet af den 15. juli 2011 – 12:11Én kommentar

Ringkøbing møder Cuba. Gymnasielektor møder CIA og den kriminelle cubanske underverden. Det er nogle af stikordene i Leif Davidsens thriller fra 2008: “På udkig efter Hemingway”. Jeg vendte Leif Davidsen og hans alt for klichéfyldte romaner ryggen for flere år siden – ligesom jeg har gjort med Jussi Adler Olsen. Jeg er tilsyneladende en af de få, der finder dem alt for banale med klichéerne og stereotyperne drivende ned af væggen.

Da jeg en aften var ved at læse coffee table-bogen om Hemingway, som jeg anmeldte i sidste uge, fulgte jeg også med et halvt øje med i “Hvem vil være millionær” på TV2. Her var et af spørgsmålene hvem der i 2008 skrev bogen “På udkig efter Hemingway”. Jeg gættede på Leif Davidsen, da han som tidligere journalist var mest oplagt til at lade Hemingway indgå i sin bogtitel. De tre andre svarmuligheder var Carsten Jensen, Ib Michael og Bjarne Reuter.

I min Hemingway-rus efter at have læst den første bog hev jeg et par dage senere “På udkig efter Hemingway” ned fra hylden på det lokale bibliotek. Her er tale om en rimelig velskrevet bog, der tager en noget uventet drejning. Handlingen er mere på randen af at være realistisk end så meget andet og personbeskrivelserne er gode. Klichéerne er der og er smurt i et fint lag ud over hele bogen. Ikke i en så vulgær grad som i Jussi Adler-Olsens “Fasandræberne”, som jeg i protest opgav at læse færdig. Men de er der. Gymnasielærerne, enke- og knudemanden fra Ringkøbing, der hvirvles ind i et drama med CIA og gangster og i sidste ende forelsker sig i historiens kvindelige cubanske heltinde er ærlig talt en anelse for tyk en kliché.

Beskrivelserne af personer og steder er rigtig god og man får en god fornemmelse af at være i især Cubas hovedstad Havana. Men der er også meget tomgangssnak og helt spændende og nervepirrende bliver det aldrig. Ikke en “page turner”, men en hæderlig og hurtigt læst sommerthriller.

Leif Davidsen: På udkig efter Hemingway. Lindhardt & Ringhof. 2008. 378 sider.

Én kommentar »

  • Michael Bæk siger:

    Helt enig i kliché-irritationen.

    Endnu værre end de nævnte forfattere er Jan Guillou. Det er mig en gåde, at han er blevet så populær.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.