Corina Bomann: Sophias håb
Den unge Sophia Krohn studerer kemi på universitetet. Året er 1926 og det er temmelig usædvanligt med en kvindelig kemistuderende.
Fremtidsplanen er at hun skal overtage farens materialhandel, men interessen for at lave kosmetik vokser.
På universitetet har hun mødt dr. Georg Wallner. Han underviser på studiet og viser stor interesse for Sophia, så hun bliver hans assistent og en sen aften ender de på hans sofa på kontoret. Men han er gift og nu skal hun fortælle ham, at hun er gravid. Det går slet ikke som hun havde håbet og snart er Sophia også smidt ud hjemmefra og hun må søge hjælp hos veninden Henny.
Henny er nøgendanserinde og vant til at klare sig selv. Hun er ligeglad med hvad andre tænker og hun hjælper Sophia. Den næste tid er hård og der er ikke mange penge at gøre godt med. Henny får muligheden for at rejse til Paris og danse der og hun vil have Sophia med. I Paris må de bo på et lille bitte værelse på et billigt pensionat. Henny lever det vilde danserindeliv og Sophia forsøger at klare sig. Hun har en plan om at lave cremer, men det er ikke nemt og maven vokser.
Sophia bliver optaget af historien omkring den legendariske Helena Rubinstein og hun gør alt for at deres veje krydses. En dag får Sophia en fantastisk mulighed og hun er klar til at ofre stort set alt for at gribe denne chance. Men der er mere på spil en et godt job og for Sophia får det store konsekvenser.
”Sophias håb” er første bind i den populære trilogi Skønhedens farver. Bøgerne er skrevet af Corina Bomann, der er en af Tysklands mest populære forfattere.
Jeg blev fanget af bogen om Sophia og der er mange gode emner der berøres. Kampen for det gode liv og de konsekvenser det har haft for kvinder igennem tiden. Jeg må dog også tilføje at bogen simpelthen er for lang. De 428 sider er for meget til at bære historien, det afskrækker mig dog ikke fra at glæde mig til næste bog i serien: Sophias drømme.
Corina Bomann, Sophias håb, på dansk ved Lars Onslev, Cicero, 428 sider, 2024