// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Max Arthur: Krigens stemmer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer, Samfund

Max Arthur: Krigens stemmer

Skrevet af den 14. december 2010 – 08:36Ingen kommentarer

Det er næsten umuligt for en lænestolsadmiral at forestille sig det mod, der må ligge bag de nøgterne fortællinger i Krigens stemmer. For bag det flotte omslag fortæller sejlere og marinesoldater, med deres egne små fortællinger, om livet i den engelske flåde fra perioden 1914 til 1945.

Og når årrækken rummer to verdenskrige, hvor Storbritanniens flåde var på verdens stærkeste og en central aktør, kan historierne ikke undgå at rumme den død, lemlæstelse og ødelæggelse som hver enkelt sejler oplevede.

For i bogen er vi, gennem fortællinger på mellem en halv og 5-6 sider i længden, først med på strandene ved de katastrofalt blodige angreb på Gallipoli, ombord på krydsere ved 1. Verdenskrigs store Jyllandsslag og på ubådspatrulje ud for Skotlands kyster, hvor flåden langsomt lærer om Tysklands nye ubådsvåben. Og til sidst blandt de engelske marinesoldater, som blev sendt til Rusland for at kæmpe mod den nye røde hær.

Mellemkrigsårene introduceres kort, men rummer ikke meget mere end et par fortællinger om længere togter og sidst i perioden den ildevarslende oprustning fra Italien til USA, Japan og Tyskland.

I fortællingerne fra 2. Verdenskrig er vi med på dødsdømte konvojsejladser til Murmansk med en dækslast af flybrændstof og lastrummet fyldt med ammunition – og hører om hvordan det identisk lastede søsterskib ser handelsskibet forsvinde fra havets overflade i en øjeblikkelig eksplosion, der minder om en mindre atombombe. Vi hører også om hvordan heroiske destroyere langsomt bugserer en sønderskudt og sprængfarlig olietanker ind i Maltas havn efter flere dages intense fly-, skibs- og ubådsangreb.

Styrken i Krigens stemmer er fortællingerne fra de enkelte soldater og sejlere. Kombinationen af de personlige fortællinger og en typisk længde på et par sider gør måske, at man hopper lidt fra Murmansk til Vestindien, men alligevel kunne denne anmelder ikke slippe bogen:

Der er for eksempel fortællingen fra piloten, der styrtede ned otte gange under krigen, der er en maskinists historie om de mange år efter et forlis, hvor han fortsat vågnede skrigende om natten og så er der marinesoldaten der galgenhumoristisk fortæller om den arm der stak ud af jorden, som de alle gav et håndtryk på vej mod deres skyttegrav.

På den måde minder Krigens stemmer om den glimrende bog Krigssejler, der samler de længere og mindst lige så fantastiske fortællinger fra danske søfolk i allieret tjeneste under anden verdenskrig.

For at få det fulde udbytte bør du nok have en basal idé om første og anden verdenskrigs forløb, men har du den får du til gengæld her en lang række fortællinger fra folk, som faktisk var der. Og det er en spændende og respektindgydende oplevelse.

Max Arthur, Krigens stemmer, Forlaget Radius, Oversat fra engelsk af Bente Bøkman og Klaus Rydahl, 480 sider, November 2010 (Original på engelsk udkommet første gang 1996).

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.