Kan en velskrevet roman blive forældet? Ja, desværre kan den det. Jenny er velskrevet på Undset-måden, men tematikken virker desværre også bedaget – stik modsat hendes klassiker Kristin Lavransdatter.

Jenny er en ung, norsk kvinde i tiden før 1. verdenskrig. Bogen er skrevet i 1911, så der er ikke nogen Verden-af-i går-fornemmelse med udsigten til den kommende verdenskrig over den, tværtimod. Jenny bor i Rom, lever af lidt arv og forsøger at slå igennem som malerinde. I Rom lever hun det søde (men stadig kyske) liv, turer med veninden Cesca rundt på værtshuse samtidig med at hun omsætter sit indre følelsesliv og de ydre landskaber til det hvide lærred.

I Rom møder hun landsmanden Helge Gram, som hun efter lidt tid samtykker til at gifte sig med. De vender derefter hjem til Norge, men mødet med hans familie og Jennys følelsesliv viser sig at blive en katastrofe. Det er en tid, hvor der er meget lidt plads til kvinder andre steder end i hjemmet, og Jenny kan hverken få sin kunst, sine følelser eller sin familie til at gå op i en større helhed.

Det ender naturligvis ikke godt, og det er alt sammen smukt beskrevet i et sprog med farver, stemninger og malerindens blik for de små detaljer. Det er bare også en lille smule kedeligt, for søde Jenny – kunne du dog ikke tage dig lidt sammen? Skal du virkelig overtænke alt, og hvis du vil lege med lidenskaberne, kunne det dog ikke være bare en lille smule mere lidenskabeligt og ikke helt så overspillet?

1910erne er for længst forbi, og Jenny er hverken en kvindesagsroman eller en generationsroman, men i mine øjne en roman der sikkert sagde sin samtid en masse, men som ikke rigtig står distancen 110 år senere.

Sigrid Undset: Jenny. 399 sider, Turbine. Oversat af Karen Fastrup, udkom 9. februar 2024