De sidste par uger har jeg været i 1300-tallets Norge. Jeg har gået bodsgang til Nidaros med mit spædbarn i favnen. Jeg har elsket inderligt, syndefuldt og storslået. Jeg er blevet såret og har været ulykkelig. Jeg har været fanget i et storpolitisk spil, jeg ikke forstod, men som alligevel truede mig og min familie på livet. Jeg har elsket min far, min familie og min gud. Jeg har grædt og lidt, og jeg har følt guds tugt og syndens svøbe og lært, at måske kan man få guds tilgivelse, men hvad hjælper det, hvis man ikke kan tilgive sig selv?

Jeg har kort sagt levet og åndet med Kristin Lavransdatter i Sigrid Undsets storslået trebindværk af samme navn, nu samlet i ét smukt bind og nyoversat af altid kompetente og poetiske Niels Brunse. Kristin Lavransdatter er et hovedværk, både i norsk og europæisk litteratur og udløste også helt fortjent nobelprisen til Sigrid Undset.

Det er romanen om den smukke Kristin Lavransdatter, der vokser op i begyndelsen af 1300-tallet i Norge, dengang Norge endnu var et selvstændigt land. Hun er viljestærk, stædig og intelligent, men også blid og elskelig. Hun er religiøs, dydig og uden den mindste tvivl loyal over for sin slægt og sin plads i middelalderens feudale samfund.

Altså lige indtil Erlend Nikolaussøn træder ind i hendes liv, og hun får vendt op og ned på alt, hun tror på og alt, hun er opdraget til. Det er en kærlighedshistorie som ingen anden, og Kristin får et stormfuldt liv. Barnefødsler, dødsfald, politik og kamp – med den smukke norske natur som baggrund. Det var en blodig tid, en tid hvor religion og slægt betød alt, og det enkelte menneske kun var noget i kraft af sin familie og sin ære. Det er en tid, der på én gang er uendelig langt væk fra vores nutid, og som alligevel spiller på de samme strenge, der rører os i dag – spørgsmålet om mening, tro, identitet og skæbne.

Kristin Lavransdatter er en af mine absolutte yndlingsromaner, og Gyldendal skal have tak for at have fået den genudgivet og genoversat. Til gengæld skal de ikke have nogen som helst tak for forordet, der er både plumpt, ligegyldigt og som burde forbigås i tavshed hvis ikke det var fordi, det risikerer at skræmme folk væk fra selve romanen. Spring det over og gå direkte til Jørundgård og Kristin Lavransdatter!

Genudgivelsen af Kristin Lavransdatter er en mulighed for at nye generationer kan få en fantastisk læseoplevelse. Jeg håber, at den bliver så populær, at Gyldendal må trykke flere oplag. Og så håber jeg, at forlaget piller forordet ud, inden de sender næste oplag til tryk.

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. 936 sider, Gyldendal. Oversat af Niels Brunse, udkom 19. januar 2024