Johannes Selåker: Fri os fra det onde
“Fri os fra det onde” er en del af fadervor, kristendommens ældste og mest brugte bøn. Og en bøn kan man godt få brug for, når man læser nærværende bog; den søvnstjælende og gysende uhyggelige krimi af samme navn. Den er begået af den svenske forfatter, journalist og nyhedschef Johannes Selåker. Han har tidligere skrevet to anmelderroste spændingsromaner sammen med den ditto svenske forfatter Pascal Engman. Begge anmeldt med begejstring her på Bogblogger.
“Fri os fra det onde” er Selåkers debut som selvstændig krimiforfatter, og bogen er første bind i serien “Blodslinjen” med journalisten Selma Halilovic i hovedrollen.
Bogen starter med et brag af en prolog, hvor en unavngiven 16-årlig pige livestreamer sit påståede selvmord på nettet. Det er så uhyggeligt, at man næsten ikke tør læse videre (jeg lukkede det ene øje undervejs). Læseren følger nemlig pigens sidste tanker og ulidelige smerter i den grufulde dødsproces. Og man får et faktisk fysisk ønske om at forhindre det skrækkelige i at ske. Kroppen skriger efter at hjælpe pigen. Samtidig med at pigen prøver at skrige efter hjælp. Det er ubeskriveligt grumt, og så uhyggeligt, at det måske for meget for nogle læsere. Så er I advaret!
Men grumheden har sin berettigelse i plottet. For hvem er pigen? Og hvad har drevet hende til selvmord? Og hvem står bag den række af brutale sabotagehandlinger, i det svenske lillesamfund, hvor sekten “Guds lys”, er dominerende? Hvad er det for en ondskab, der er på spil?
Bogen er delt op i fire fortællespor, så man skal holde tungen lige i munden. Men hvis man giver det lidt tid, flettes det hele fint sammen.
Hovedpersonen er journalisten Selma Halilovic, der er flygtning fra Bosniens krigszone, og hårdt ramt af PTSD, som følge af krigens rædsler. Hun flygter gerne ind i arbejdet, men hendes sygdom, stærke sorg og savn efter sin forsvundne far, gør alting svært for hende. Både hendes bagage, der langsomt bliver pakket ud i takt med at romanen skrider frem, og hendes karakter er interessant, men tangerer desværre også til det anstrengende ind i mellem.
Hun dækker næsten manisk sabotagen i Umeå for Expressen, og opdager, at der kan være en sammenhæng mellem en forsvunden pige, og det lifestreamede (selv)mord.
Vi følger også den 16-årige Maja, der falder for den flamboyante, men farlige Sasha, som tyrannisk leder et sektlignende kollektiv. Her bor også Kajsa, der ser, hvor farlig Sasha er, men ikke har noget sted at flygte hen. Sidst, men ikke mindst, hører vi også stemmen fra Majas 15-årige lillesøster, Ronja, der føler skyld over at have sladret om Maja for at gøre indtryk på lederen af “Guds Lys”.
Finurligt bindes de fire spor og synsvinkler sammen, og vi får indblik i sekters magtstrukturer, og hvilke motiver og bevæggrunde, der kan få folk til at underkaste sig de karismatiske ledere.
Og pludselig er man selv indrulleret i en yderst uhyggelig fortælling om magt, hævn, krig, undertrykkelse, frygt, skyld og skam. Om at passe ind. Og om hvor langt man vil gå for at tilpasse sig. UOg så stilles det spørgsmål, som titlen lægger op til: Kan man nogensinde blive fri fra det onde? Og hvem skal i så fald fri os fra det? Gud? Os selv? Vores nærmeste? Medierne? Samfundet?
Bogen er for den tålmodige læser, for den er lang – små 600 sider. Og man kan diskutere om den skulle være forkortet. For Selåker har virkelig meget på hjerte, og giver (for) mange eksempler på magtstrukturer i både det store og det små. Men hans bestræbelser på at nuancere både karakterer og plot, krydret med hans tørre humor sammen med den slet skjulte kritik af både sociale medier og nyhedshungrende redaktører gør, at jeg tilgiver ham.
Dialogen fungerer upåklageligt, og det samme gør den spændingsskrue, som langsomt, men sikkert spænder sin læser åndeløst fast lige til sidste side.
Nu venter jeg utålmodigt på næste bind i serien!
Johannes Selåker (f. 1987) er journalist og debuterede i 2020 som forfatter. Han har gjort karriere som reporter for Aftonbladet og som nyhedschef for Expressen, men arbejder i dag som redaktørchef for Aller Media.
Johannes Selåker, Fri os fra det onde, People’s Press, 560 sider, Marts 2024.