Irena er helt alene. Alle naboerne er flygtet fra krigen, og der er kun hende til at passe på boligblokken i den øde by. Måske er der også en vicevært i en anden blok, men bortset fra naboens hund og artillerilyden i det fjerne er der helt stille.

Så Irena passer på de tomme lejligheder og naboens hund og venter tålmodigt indtil naboerne en dag kan vende trygt hjem. Hun vander blomsterne, spiser deres efterladte mad, sætter plader for vinduerne, når vildfarne granater slår ruderne itu, og samvittighedsfuld og pligtopfyldende som hun er, lægger hun små sedler til naboerne. Så ved de jo, hvorfor der mangler konserves fra skabet, når de kommer tilbage. Eller hvem der har smidt de visne potteplanter ud. Det kunne jo være, de pludselig kom hjem og Irena ikke opdagede det… Men så skal de i hvert fald være velkomne til at banke på!

Irena er en stille eksistens, knyttet til sit hjem og sin familie, der desværre ikke er hos hende. Manden er på kirkegården og sønnen er ved fronten, og sådan er det jo at klare sig i grå zone under en voldsom krig på det europæiske kontinent. Man kan kun opretholde forstanden ved at opretholde en hverdag, og det forsøger Irena. Det bliver sværere og sværere, maden ebber ud, strømmen forsvinder, og så er der den irriterende dame der ringer med et budskab, Irena nægter at forstå.

Ved slutningen af en vinters roman er en underspillet og alligevel kraftfuld og desværre alt for aktuel roman fra Carsten Müller Nielsen. Han er en af de allermest interessante danske forfattere i disse år, med sin egen stil og form, med et øje for det hjerteskærende menneskelige i krig og katastrofer. Han vandt fortjent DRs romanpris for den skamroste De døde fylder dagene med en smag af mønter, og ”ved slutningen af en vinters roman” er absolut lige så insisterende og intens fremragende.

Carsten Müller Nielsen: ved slutningen af en vinters roman. 162 sider, Jensen & Dalgaard. Udkommer 24. februar 2024 på 2 års dagen for Ruslands invasion af Ukraine. Det er ikke en tilfældighed.