En vennegruppe i 30’erne er taget i sommerhus. Under overfladen af hørbukser, kølig vin og perfekte middage på de lune sommeraftener lurer kaos. For der er mere eller mindre kaos inde i dem alle sammen, og det kan briste, når som helst.

Romanen handler om, hvad der sker i vennegrupper, der går igennem forskellige livsfaser sammen og udvikler sig i forskellige retninger. Hvem forbliver naivt barnlige, og hvem bliver (små)borgerlige? Og hvad er egentlig værst? Er de forelskede, rivaler, allierede eller fjender? Hvem er progressiv og hvem er ”fem minutter i forstad”? Og er det hele egentlig bare noget, de leger?

Hver især lider de alle en smule af hovedpersonssyndrom, hvilket foldes elegant ud gennem de skiftende synsvinkler i kapitlerne. De er alle meget forskellige (og en anelse karikerede) typer, og alle får de en tur i maskineriet, for selvom de elsker hinanden, så foragter de også hinanden lidt på kryds og tværs. Som altid handler det mest af alt om os selv, når der er noget ved andre, der pisser os af, og det er ingen undtagelse blandt vennerne her, som får det bedste og værste frem i hinanden.

For hvorfor er det, at ”heteromødre pludselig bliver normkritikere af at se en skovsø”? Eller hvorfor skal det være et politisk projekt ikke at være heteronormativ? Man kan godt både være gay og ønske sig en ligusterhæk i provinsen, for fanden. Hun spidder virkelig den privilegerede tidsånd og maler stereotyperne og kontrasterne frem for efterfølgende at lade dem lade livet på fordommenes alter.

Jeg er vild med det.

Siderne er fyldt med så meget symbolik og overfladespænding, at det nok er meget godt, at der kommer en eksplosiv orgasme her og der for at tage trykket på bogens karakterer, der ellers risikerer at implodere for øjnene af læseren, mens de læser Virginia Woolf og laver bålmad i sommervarmen.

Kun til navlen er den mest sprogligt overlegne debut, jeg længe har læst. Jeg har simpelthen nydt at læse hvert et ord og hver en sætning, og jeg har noteret den ene forrygende sætning efter den anden. Bevares, fortællingen er også rigtig god, og den lever i øvrigt i perfekt symbiose med sproget, som løfter hele læseoplevelsen til et højere niveau.

Og som Kvæde, en af bogens karakterer, filosoferer over: ”Hvorfor i alverden er vi ikke mere henslængte? Når han tænker på verdenen udenfor skovsøen, ser han den for sig som fuld af hårde spisebordsstole af træ, kontorstole; stive manifestationer af ergonomisk puritanisme og ensomhed”.

Så hermed en opfordring til dig om at slænge dig hen og læse den her bog. Den er forrygende!

Linea Maja Ernst: Kun til navlen, maj 2024, Lindhardt og Ringhof, 287 sider.