Hans Gregersen: Underdanmark
Den officielle historie er fyldt med mægtige mænd, store slag og rige og veluddannede menneskers gerninger. Det er typisk kongerne og adlen der vandrer gennem historiebøgerne, men de har aldrig været andet end et lillebitte mindretal. Det store flertal, almindelige mennesker, bønder, fattigfolk, kvinder, tyende og samfundets øvrige bund har haft det med at blive overset i historieformidlingen.
Men underdanmark er lige så stor en del af danmarkshistorien som overdanmark, og deres vilkår, handlinger og kamp har også sin plads i historiebøgerne, også selvom de måske ikke selv efterlod så mange skriftlige spor.
Derfor burde en bog som Hans Gregersens velformidlede Underdanmark læses af alle med interesse for danmarkshistorien. Her finder vi alle dem, der har det med at blive glemt eller kun nævnes når man skal tage afstand: tiggerne, de syge, de fattige, rakkerne og de prostituerede for bare at nævne nogle få.
Nogle af dem var det, man kaldte værdigt trængende – enkerne for eksempel – mens andre bare blev regnet for dovne, fordrukne eller liderlige og derfor selv skyld i, at de tilhørte samfundets skyggeside. Og så var der dem, der skam knoklede derudaf men som alligevel blev gemt væk og foragtet: natmændene, der tømte latrinerne. Bødlerne. Alle dem, der var nødvendige for at samfundet kunne fungere, men hvis arbejde var forbundet med rædsel, skam og afsky.
Fra de fattigste daglejere til vajsenhusbørnene, fra 1600-tallet og frem til Kanslergadeforliget. Gregersen kommer vidt omkring i den skjulte danmarkshistorie med konkrete beretninger om menneskeskæbner, sult og nød, fattigdom og sygdom, håbløse fremtidsudsigter og overdanmarks aktive forsøg på ikke bare at holde dem nede, men også at profitere på deres ulykke – samtidig med at overdanmark moraliserede over dem, der ikke kunne brødføde sig selv og deres familie.
Nogle ting ændrer sig aldrig… men efter denne bog kan man i hvert fald ikke længere sige, at man ikke vidste hvordan livet var blandt det store flertal af danskere, for hvem hver eneste dag var en kamp for at overleve mens eliten gik med paryk, spadserede på byens volde eller diskuterede forfatning med sig selv (og naturligvis samtidig sørgede for, at stemmeretten i selvsamme forfatning gik uden om fattigdanmark…)
Underdanmark er let at læse og let at gå til. En del af kildematerialet er noget bedaget, og der er trods alt foregået en del forskning i de senere år, men pyt for det vigtigste er at få nuanceret danmarkshistorien, så også de tavse stemmer bliver hørt.
Hans Gregersen: Underdanmark. 484 sider, Turbine. Udkom 1. september 2023
