Tre søskende med tre meget forskellige liv. Rhea bor i kollektiv på Møn og kan ikke helt få luft under sin journalistiske karriere. Miriam indretter sig nye lejlighed på Frederiksberg med marmorkøkkenplade, mens hun coacher mænd med spilafhængighed og lignende lidelser via Teams. Og Joel passer sit midlertidige gymnasielærerjob og forsøger at få lov til at fylde mere i sin delesøns liv.

Til fælles har de kun den halvt uerkendte mangel på retning og formål, som følger af modernitetens frihed og den kollektive mangel på en faderfigur. Deres mor er sygeplejerske i Søhøjlandet, men deres amerikanske far Nick forlod dem, da de var helt små.

Så var det måske lettere at være de tre søskendes pligtetiske morfar Ernst, der i 1960’erne passer sin stilling i banken mens hans hustru passer familien? Det holder dog op med at være nemt, da hans kone bliver syg og banken skal fusionere uden at ledelsen helt synes, at Ernst skal være en del af den fremtidige ledelse.

Måske fremtiden er mere menneskelig? De tre søskende får en kunstnerisk lillesøster, der kan udleve sine egne drømme i et selvforsynende kollektiv i bjergene og vores kollektive fremtidsdrømme med en månerejse. Men der er også Nick selv, der forladende og forladte far. Og Alice, naturligvis, de tre søskendes mor.

I Jordisk væves de mange fortællinger sammen til en roman om en familie igennem tre generationer. Det er en roman om fædre, eller manglen på dem, og om mennesker der har svært ved at finde og holde sammen.

Jordisk er velskrevet, præcis ligesom romandebuten Solar var det. Jeg savner dog det drive og den vildskab, der var i Solar, hvor Jordisk bliver lidt lang – og hvor de enkelte historier ender lidt uforløst i en begravelse, der ikke rigtigt alligevel er et klimaks, og med mange løse tråde.

Theis Ørntoft: Jordisk. 599 sider, Gyldendal. Udkom 11. august 2023