Den udkom første gang i 1976. Siden er den udkommet flere gange og nu igen i en ny udgave med forord af Cecilie Lind. Og det siger noget om en roman, når den udkommer i en 9. udgave. Den er ikke blevet mindre relevant, selvom verden er en anden.

I Vinterbørn møder vi en række kvinder, der er indlagt på Rigshospitalets svangreafdeling, hvor de venter deres børn. Det er vidt forskellige kvinder i vidt forskellige situationer, og vi lærer dem at kende gennem deres samtaler, deres tanker og fortællende beskrivelser om livet på netop denne afdeling.

Som læser bevæger man sig ind i tidslomme. Der er askebægre i de fælles opholdsrum på hospitalet, læge og patient er ikke på fornavn, og der er et fællesskab blandt de fødende, fordi det ikke foregår ambulant, som det ellers typisk gør i dag.

Når man som læser selv er blevet mor og har oplevet fødegangen 40 år efter denne bog er skrevet, er det lidt af en tidsrejse tilbage i tid og selvom meget er blevet bedre, er der også meget man kunne længes efter var igen.

Der er fællesskab mellem kvinderne på tværs af klasseskel, fordi de befinder sig i en situation, hvor alle bliver lige. De følelser og oplevelser, der følger med at skulle føde og blive mor kender ikke til klasseskel og smerten, glæden og ansvaret er det samme uanset om du er flergangsfødende eller førstegangsmor.

På den måde beskriver bogen noget universelt, som heller ikke tid ændrer på, hvorfor generation efter generation læser med.

Bogen er velskrevet og fyldt med smukke linoleumstryk.

Vi har tidligere anmeldt Kastaniealleen af samme forfatter.

Dea Trier Mørch: Vinterbørn, Gyldendal, oktober 2023, 303 sider.