”Præsidentens mand” er en meget velvalgt oversættelse af bogens oprindelige titel: ”Counselor. A Life at the Edge of History”. Ted Sorensen var om nogen præsidentens mand. Gennem 11 år var han så tæt på John F. Kennedy, som nogen mand kunne komme. Privat ven, nærmeste rådgiver og leder af den stab, der omgav præsidenten i hans korte tid som USA’s leder. Velvalgt også fordi, der elegant lægges lokkemad ud til de mange danske fans af serien ”Præsidentens mænd” (”The West Wing”). Hvis man har nydt denne serie om livet i Det Hvide Hus og de politiske dramaer, der omgiver præsidentembedet, vil man også begejstres for Ted Sorensens fortælling om livet i magtens centrum.

Ted Sorensen havde danske aner. Hans farfar blev født i Nykøbing Mors i 1866 og udvandrede som 14-årig til Amerika sammen med resten af familien. Sorensens far var stærkt politisk engageret, og selv forfulgte Ted en juridisk karriere. Efter at have studeret jura på University of Nebraska havde han forskellige jobs hos advokatfirmaer i Washington, indtil han som 24-årig blev ansat hos den daværende Massachusetts-senator John F. Kennedy.

Sorensens stærke retoriske talent var til gavn for den ambitiøse Kennedy, og han var skribenten bag mange af de taler og one liners, der står så stærkt i amerikansk politisk historie: »Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country« og »Ich bin ein Berliner«, for blot at nævne et par eksempler. Bogen er skrevet med en god portion humor, og man kan mærke grinet, når forfatteren fortæller, hvor håbløst Berliner-citatet faktisk var. På tysk siger man ”ich bin Berliner”, hvis man vil udtrykke, at man er Berliner. Med ”Ich bin ein Berliner” siger man derimod, at man er en tysk kage ved navn Berliner pfannkuchen!

Det var under den højspændte krise med Sovjet i 1962, at Sorensen skrev sine vigtigste linjer. Verden var på randen af atomkrig som følge af, at Nikita Khrusjtjov ville opstille atommissiler på Cuba. I 13 dramatiske døgn var Sorensen en af de helt centrale personer i forhandlingerne og dialogen med den sovjetiske leder – og med de amerikanske generaler, der ønskede at lade våbnene tale.

Ted Sorensen levede et begivenhedsrigt liv, og årene efter Kennedys død er også beskrevet i biografien. Som succesfuld advokat i New York rådgav og hjalp han en række internationale statsmænd. Men det er årene i det politiske maskinrum sammen med Kennedy, der er bogens stærkeste.

Bogen lever gennem beskrivelserne af de talløse timer på kontoret, af diskussionerne på hotelværelserne, og af rejserne på kryds og tværs af USA. De to mænd rejste fra 1956 og de næste par år landet tyndt. Den demokratiske bevægelse skulle kortlægges, og der skulle dannes alliancer for at sikre, at Kennedy kunne blive præsident. De endte med et detaljeret kartotek over 30.000 nøglepersoner. Dermed var platformen for valgkampen skabt. Men valget skulle jo også lige vindes. Det blev et af de tætteste i amerikansk historie.

Hvad man går gennem i en amerikansk valgkamp, giver Sorensen en sikker beskrivelse af. Præsidentkandidaten er til alle tider ”…nødt til at virke oprigtig og selvsikker, smile, selv om det regner, eller han har ondt, sørge for ikke at få hånden i klemme eller tøjet flænget, fryse i en åben bil, svede i en overfyldt festsal, smile til dem, der forbander ham, lytte tålmodigt til dem, der bliver ved med at gentage banale råd/…/Dagen lang står pressen uden for hans døre og vinduer, lokalerne er fulde af sved og røg, hans hånd er forslået og forreven og fuld af hård hud – som der i JFK’s tilfælde gik hul på og blødte. Alle, som man møder, ønsker noget af én, ens tid, ens samtykke, ens støtte til et eller andet lokalt projekt eller tiltag, og man skal videre til yderligere tre stater, før man kan kollapse på sengen”.

Glæden over at have tjent og været så tæt på Kennedy, gennemsyrer bogen fra ende til anden. Sorensens selvbiografi handler næsten mest om Kennedys umådelige kvaliteter som politiker og som menneske. Sorensen gør meget ud af at betone forskellen. Med den rette støbning kan man godt have nationens mest betydende politiske post, samtidig med at man som privatperson er en selskabsløve og skørtejæger. Dydens sti er blevet noget smallere i nutidens mere puritanske politiske kultur.

Sorensen er så selvudslettende, at han må lade egen storhed beskrive af andre. Som i dette citat fra et brev skrevet af Kennedys enke i 1977: ”Det bliver vel efterhånden lidt kedeligt, at folk fortæller dig, hvor fantastisk du er. Men det er du, så du må finde dig i, at folk fortæller dig det – jeg bliver fyldt med samme forundring og ærefrygt, som man bør føle, når man ser Grand Canyon, hver gang jeg ser begavelsen inde bag dit rolige ansigt skære lige til benet”. Sådan et eftermæle kan ikke være mange forundt. Ted Sorensen døde 82 år gammel, få dage før hans biografi udkom på dansk.

Ted Sorensen, Præsidentens mand, Gads Forlag, 599 sider, 2.11.2010, Oversat af Stig W. Jørgensen.