// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Robert Thorogood: Marlowklubbens første sag
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman

Robert Thorogood: Marlowklubbens første sag

Skrevet af den 23. juli 2023 – 07:51Ingen kommentarer

En feelgood-krimi med en moden dame som hovedperson. Marlow er en idyllisk engelsk landsby ved Themsen, og her passer 77-årige Judith sig selv og det hus, hun har arvet ved flodens bred. Hun er måske en smule excentrisk, holder af at svømme nøgen i floden hver aften, lægge puslespil, drikke whiskey og tjene en skilling på at konstruere krydsord til aviserne.

En aften hører Judith skrig og et skud fra huset på den anden side af floden, og flodgenboen bliver fundet dræbt. Politiet mener – lidt uforklarligt, men pyt – at der er tale om selvmord, men snart finder endnu et mord sted, og Judith kaster sig ind i jagten på moderen. Undervejs får hun hjælp af en præstefrue og en hundelufter, og Judith må bruge al sin erfaring og deres fælles lokalkendskab til at lægge puslespillet…

Marlowklubbens første sag er en hyggelig krimi med en ældre dame i hovedrollen og minder på den måde lidt om Osmans Torsdagsmordklubben. Det er en charmerende genre, der trods mord og drama alligevel har lune og humor, og som skylder miss Marple og Agatha Christie en del – og det er positivt ment. Det er også en krimi af den slags, hvor hver eneste lille ting er en oplysning så intet overlades til tilfældighederne.

Det er desværre også en krimi af den slags, hvor det kammer en smule over til slut, og hvor hovedpersonen skal opføre sig dumt og uansvarligt for at det hele kan ende i en halsbrækkende scene i stormvejr. Nogle elsker den slags afslutninger, jeg synes det bliver for meget – men charmerende, det er Judith og hendes venner bestemt!

Robert Thorogood: Marlowklubbens første sag. 368 sider, Alpha. Oversat af Peter Martin Søhuus, udkom 8. juni 2023

Der er lukket for kommentarer.