Eva Tind: Citronbjerget
Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg
Jeg tør godt at komme med en forudsigelse: Næste år, når Foreningen for Boghaandværk udgiver deres priser for det bedste bogdesign, så får “Citronbjerget” en pris. For den er ganske enkelt usædvanligt lækker: Højt format, et stofligt omslag, der føles dejligt under fingerspidserne, og en umådeligt fin forsideillustration af japanske Buson. Permerne er illustrerede med mørke blomster og et stort forfatterportræt. Bogen er tung og smuk og kvalitetsbevidst – og det hele sender et signal til læseren om, hvad der er i vente. Det ydre matcher det indre perfekt.
“Citronbjerget” handler om Sui, som rejser til Korea i forbindelse med, at hun arver en hytte på Citronbjerget fra sin ukendte bedstefar. Sui blev skilt to år tidligere, hendes datter er 22 og flyttet hjemmefra – og Sui arbejder som forfatter. Så der er egentlig ingenting, der holder hende i Danmark. Arvesagen er en belejlig anledning til at lægge afstand til det gamle liv og finde et nyt fodfæste, efter at hun forlod den mand, hun troede, hun skulle leve hele livet med. Eller måske er “forlod” ikke det rigtige ord: “Er man den, der forlader, bare fordi man er den, der går?” spørger Sui sig selv.
Sui føler med det samme en kærlighed til bjerget i Korea, som hun aldrig har følt til det flade, danske landskab. Selvom bedstefaderen byggede huset, så det passede til hans tårnhøje krop og slet ikke til Suis lille krop, begynder hun langsomt også at tage huset og ånden efter bedstefaderen på sig. Og det omkringliggende liv presser sig på: Gartnerens hus brænder ned, han anklages for mordbrand, og hans ret mærkelige 10-årige datter flytter ind hos Sui. En ligeså mærkelig mand banker en dag på døren og påstår, han og Sui har gået i skole sammen; de to oplever en intens forelskelse. Og så er der den erotiske mand, der ekspederer i døgnkiosken, der er shamanistiske ritualer, fuglefjer i køleskabet, besøg fra ånder og robotten Bobby, som kan åbne døren, støvsuge og finde ting.
Eva Tind skriver tindrende smukt. Med “Citronbjerget” tilbyder hun sin læser en roman i verdensklasse. Men hun kræver også meget af sin læser; det er ikke nogen nem roman. Man skal være indstillet på at åbne sit sind for poetisk skønhed, for en udviskning af grænsen mellem virkelighed og drøm og også for personer, relationer og situationer, der føles fremmede og nogle gange næsten bizarre. Kan man det, bliver man rigeligt belønnet.
Hvis du kan lide japansk litteratur – for eksempel af Hiroko Oyamada – så tror jeg, du også vil kunne lide “Citronbjerget.”
Eva Tind, Citronbjerget, Gyldendal, Maj 2023, 251 sider.