Jeg blev først og fremmest grebet af titlen. Det at gøre noget, handle eller opføre sig på en måde, der ikke er i overensstemmelse med den almindelige, udbredte eller populære samfundsnorm.

Og det er, hvad bogens hovedperson vælger at gøre, efter at have gjort det stik modsatte hele sit liv. Nu har hun fået nok.

Nok af årtiers pres fra sine forældre, først for at klare sine studier godt og blive læge, som sin far, og derefter for at give dem børnebørn.

Nok af presset ved at tage sig af sin skrøbelige, småpsykotiske bror, for hvem hun er eneste kontakt til omverdenen udover hans gartner Bruno.

Presset har sendt hende på flugt fra by til by og fra job til job. Men nu er det nok. Hun tager til Tromsø med planen om at gøre en ende på det.

Undervejs hører vi om hendes barndom, er vidne til, hvordan års undertrykte længsler er ved at bryde ud og vendepunktet kommer, da hun krammer en udstoppet isbjørn i lobbyen på det hotel i Tromsø, der skulle være hendes sidste destination.

Til lyden af sin egen tromme er en pudsig læseoplevelse. Jeg er usikker på, om jeg var kommet igennem den, hvis den havde været meget længere. Til det var det hele for ”mærkeligt” for mig – både opbygning, fortællingen, karaktererne, fortælleren, der bryder ind med udsagn mellem bogens øvrige karakterer og de mange tilbagevendende referencer til Døden i Venedig.

Men som Christina Hesselholdt også er kendt og elsket for, er hendes forfatterskab båret af trangen til at opbygge romaner på sin helt egen og anderledes måde og måske er jeg i virkeligheden mere til god, klassisk historiefortælling.

Jeg vil anbefale den til dig, der sætter lige så stor pris på den sproglige fremstilling, som på historien.

Læs også vores anmeldelse af Hesselholdts seneste udgivelse At feje blade sammen op mod vinden, som vores anmelder Anne var meget begejstret for.

Christina Hesselholdt: Til lyden af sin egen tromme, People’s, april 2023, 180 sider.