Den danske forfatter Christina Hesselholdt kan om nogen både pirre og tilfredsstille min litterære vellyst. Hendes sanselige sprog får læseren til at danne egne billeder, når ordene folder sig malerisk ud i en kakofoni af farver, detaljer og fortællingen står spillevende for os. Det er meget stærkt – ja, virtuost.

“Feje blade sammen op mod vinden”, er en selvstændig fortsættelse af Hesselholdts prisvindende Camilla-bøger, som tegner et kollektivportræt af en gruppe venner fra den øvre middelklasse. Da bøgerne blev samlet i bogen “Selvskabet” blev værket Hesselholdt internationale gennembrud.

Selvom “Feje blade sammen op mod vinden” kaldes en roman, er den en unik Hesselholdts blanding af erindringer, monologer, dialoger, anekdoter og relevante citater fra verdenslitteraturen. Alt flettes sammen til et klogt og reflekteret hele. Som når man fejer de af blæsten spredte blade sammen, og de tilsammen bliver til en bunke. Små elementer, der sammen udgør et hele – indtil de skilles ad igen. Et genialt billede billede på et levet liv:

“‘Det blæste, vinden spredte hele tiden de blade han havde samlet sammen….Og det synes jeg kan ses som et billede på hele mit liv,’ sagde jeg til min far. ‘Jeg har fejet blade op mod vinden’.”

Bogen er blandt andet en fortælling om at blive ældre. Vi følger litteraten Camilla og hendes fire venner; forfatteren Alma, den vilde Alwilda, forelæseren Edward og den ulegemlige Kristian, der skiftes til at fortælle om deres liv; erindringer, tab, som reflekteres i den rå samtid vi lever i. Minderne, der både står som vigtige monumenter over et levet liv, men som også kan være en ubærlig byrde, man aldrig kan gøre sig fri af:

“Jeg holder ikke kassen med minder ud et øjeblik længere, jeg føler mig støvet og udmattet af fortiden, den klæber til mig, gror på mig. Jeg vil ikke have mere med fortiden at gøre. Så jeg stopper det hele ned i en siennarød skibskiste, som min morfar havde sine ting i da han sejlede over Atlanten. Bare jeg ikke ender som min far med tilstoppede kommoder og skabe.”

For selvom jeg-et ønsker at gøre sig fra af minderne erkender, hun at det ikke er muligt.

“Feje blade op mod vinden” er en lille bog med stor, stor livsklogskab. Virtuost velskrevet formår den usentimentalt at beskrive kunsten at sige farvel, kunsten at frigøre sig med en sjældent set skarphed. De litterære referencer og den eminente brug af bladene som symbol på de ting, de oplevelser og de mennesker vi samler omkring os gennem et liv, maner i den grad til eftertanke. Meninger, mennesker, minder og ikke mindst det vi efterlader os. Og bliver efterladt. Det er så stærkt, at jeg glæder mig til at feje blade op næste gang. For jeg har tænkt mig at fortsætte den indre monolog, som Hesselholdt så mesterligt fremmaner med sit værk.

Christina Hesselholdt er født i 1962, og er forfatter til en lang række bøger for børn og voksne. Ud over et utal af både danske og internationale anmelderroser, har Hesselholdt modtaget en lang række priser, senest Kritikerprisen, DR Romanprisen og Det Danske Akademis Store Pris.

Vi har tidligere anmeldt hendes fremragende exobiografiske værk “Virginia is for Lovers” her på Bogblogger.

Christina Hesselholdt: Feje blade sammen mod vinden, People’s, 211 sider, udgivet 19. marts 2021.