Åh, hvor har man som læser lyst til at løbe skrigende væk fra det her 389 sider lange, drænende parforhold. Det er negle-på-tavlen enerverende at læse om de to unge menneskers dysfunktionelle forhold, som på en eller anden måde er pakket ind i et selv-overbevisende narrativ om, at der er tale om kærlighed og at det skal gøre ondt, før det gør godt og blablabla.

389 siders navlepilleri. ”Så sagde hun…”. ”Så sagde jeg…”, ”Det føltes som om…”.

Man mærker som læser den følelse, hovedpersonen Emil har, når han endnu engang ligger med ryggen til sin kæreste i sengen om natten, mens hun ikke er færdig med at dissekere et eller andet umådeligt ligegyldigt, noget hun føler, virkelig føøøøøler, for så pludselig spontant og dramatisk at rejse sig og vil gå eller tage hjem eller hvad hun vil, og han siger okay, og hun så vræler endnu mere, for det jo ikke den reaktion, hun var ude efter.

Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud.

Og jeg kan heller ikke rigtigt finde frem til, hvad formålet med bogen er. Hvorfor denne historie skulle ud til verden og hvad verden skal bruge den til. På side 219 reflekterer forfatteren over det samme; “Mit ønske om at fortælle dig om alt det vi havde sammen, om hvordan jeg oplevede det, var så stærkt, da jeg begyndte at skrive det her til dig. Nu ved jeg ikke længere hvad der skal komme ud af det (…) jeg bliver i tvivl om hvad det er jeg egentlig vil”.

Det gør jeg også.

Udover det åbenlyse, at forfatteren havde brug for at få sin version ud i verden.

”Et hus i Humlebæk” handler nemlig om kæresteparret Emil og Johanna. Den er baseret på forfatterens eget forhold til den svenske forfatter Johanna Frid, der har skrevet bogen “Nora. eller Brænd, Oslo, brænd”, der handler om… tadaa – forholdet mellem Emil og Johanna. Du kan læse vores anmeldelse af den her.

Så hvis du er til en god omgang offentlig dyneløfteri, så er det her lige noget for dig. En slags litterær miniput-udgave af Johnny Depp og Amber Heard.

Det var ikke noget for mig. Og jeg måtte trække mig igennem sidste halvdel for at se, om der ville ske en form for udvikling, men dialogen mellem de to er den samme på side 50 og side 300 og forløber nogenlunde sådan her i forskellige variationer.

Emil: ”Jeg er nødt til at gå nu”.

Johanna. ”Forlad mig ikke”.

Emil: ”Jeg kommer igen”

Johanna: ”Du er ligeglad med mig, du skrider bare”.

Emil: ”Jeg skrider ikke bare, jeg skal på arbejde. Jeg kommer igen”.

Johanna: ”Du er bare ligeglad med mig”

Emil: ” Jeg er ikke ligeglad med dig”.

Johanna: ”Det er slut mellem os, hvis du går”.

Emil går.

Gæt selv om det var slut derfra…

Emil Voss Kjær: Et hus i Humlebæk, Turbine, maj 2023, 389 sider.