// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Amor Towles: Lincoln Highway
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Amor Towles: Lincoln Highway

Skrevet af den 17. april 2023 – 07:23Ingen kommentarer

En rigtig feel good roman. Amor Towles var manden, der gav os den charmerende En gentleman i Moskva, og med Lincoln Highway er han tilbage. Denne gang er bagtæppet ikke Sovjet-styret, men 1950ernes USA.

Emmet har siddet i ungdomsfængsel. Som 18-årig bliver han løsladt, men der er ikke så meget at vende hjem til. Faderen er død, gården i Nebraska er kommet på tvangsauktion og hans mor stak allerede inden Emmet kom i fængsel af fra familien. Der er kun lillebroren Billy at vende hjem til. Emmet drømmer om at bygge huse, og vil have sin lillebror med til Californien.

Desværre for Emmet har han et par af kammeraterne fra ungdomsfængslet med som blinde passagerer. De har ganske andre planer, og det tvinger Emmet og Billy ud på en længere rejse på og langs med Lincoln Highway, der var den første vej der gik tværs over USA, fra San Fransisco til New York. Det kommer der mange forviklinger ud af.

Lincoln Highway er en god, underholdende bog med masser af charme og lidt skygge. Det er en af den slags romaner, hvor de unge mennesker alle har hjerter af guld – trods store vanskeligheder – og hvor litteraturen naturligvis spiller en stor rolle. De onde er rigtig nederdrægtige og egoistiske, men undervejs er der mange bipersoner, der giver en hjælpende hånd og takket være Emmet og hans kammerater kommer til at se på verden på en ny måde.

Det er en velskrevet bog, hvor man ikke behøver læse mellem linjerne for at finde den dybere mening, men den er præcis lige så charmerende som En gentleman i Moskva (og lige så urealistisk). En roman for alle os, der elsker en god historie og som gerne starter studebakeren for at krydse USA på Lincoln Highway!

Amor Towles: Lincoln Highway. 550 sider, Politikens Forlag. Oversat af Lise Rifbjerg, udkom

Der er lukket for kommentarer.