Hvor har vi mennesker hjemme? Hvor hører vi til? Hvor føler vi, at vi passer ind? Det er bare nogle af de spørgsmål, som forfatter Jonas Eriksson dykker ned i med sin debutroman Vejen hjem.

Den unge Thomas er draget til 1700-tallets København, hvor han er blevet indskrevet på teologistudiet. Han har et blændende ønske om at bryde ud af den bondestand, som han kommer fra og blive til noget. Midlerne til at studere er ikke store, og da hans mor dør, mister han de få midler, som han har, men lidt ud af det blå kommer hans velgører enkefrue Dorothea Kragh ind i hans liv og vender op og ned på, hvad han ellers kender til. Hun stiller ham i udsigt, at hvis han træder ind i hendes tjeneste og bliver regnskabsassistent på Den danske Guldkyst i to år, så vil hun betale for hans studier, når han vender tilbage.

Thomas takker ja-tak til tilbuddet, og stævner ud med fregatten Leonora med kurs mod den afrikanske kyst – mod ukendt land og fremtid. Tingene går selvfølgelig ikke som planlagt. Sygdom, søsyge, stridigheder, misforståelser, magtspil, forelskelse og intriger lurer bag hver en dør. Og dertil kommer, at Thomas slet ikke ved, hvad det er, der venter ham på kysten. Han kender ikke til sin opgave, han er naiv, og dertil står han lige pludselig overfor mennesker, som er sorte, lever på en anden måde, end han kender til, og taler et helt andet sprog end ham selv.

Hvis man kan tale om at tabe sig selv, så må det være det, Thomas gør, da han på sin jomfrufærd møder den sorte mand. Thomas ender i et stort magtspil, hvor han sendes ind i ukendt land, hvor det er vigtigt at kende sin egen integritet, sine egne evner og holde venner og fjender tæt ind til livet, – og spørgsmålet melder sig; hvornår er det ok at opgive egne normer og værdier for at overleve?

Vejen hjem er en fin fortælling om en ung mands rejse, for at finde sig selv, om at finde hjem. Og på nærmeste hold får vi indsigt i, at de valg vi tager i livet, de har konsekvenser ikke bare for os selv, men så sandelig også for andre. Jeg syntes dog, at sproget i bogen er lidt knudret, og jeg skulle læse sætninger flere gange for at forstå dem. Og så fandt jeg det lidt svært at finde sympati for hovedpersonen Thomas, da jeg syntes, han er meget naiv, blåøjet og uvidende, og det slog jeg mig nogle gange på under læsningen.

Bogen giver dog, også selvom den ikke nødvendigvis er historisk korrekt, et godt og barskt indblik i, hvordan livet kunne have set ud på Den danske Guldkyst, hvor man med nutidige briller sidder med en dårlig smag i munden over, at man kunne behandle andre mennesker på den måde.

Jonas Eriksson; Vejen hjem; People’s; 370 sider; 2023.