Engang var eksillitteratur sin helt egen genre. Fra 1800-tallets revolutionære til 1900-tallets flygtninge fra kommunisme, nazisme eller fascisme. Nu om dage virker det ikke som om, eksilforfattere fylder boghandlernes hylder, selvom intellektuelle ellers flygter fra både Rusland og Kina – for slet ikke at tale om Mellemøsten og Afrika.

Vender vi os mod det 20. århundrede var der mange, der mere eller mindre ufrivilligt havde forladt hjemlandet – og skrev om oplevelsen af rodløshed, sproglige forbistringer og kampen for at falde til i et nyt land. Ungarnskfødte og schweizisk bosatte Agota Kristof var en af dem.

I I går er Tobias på flugt, både fra et undertrykkende styre, men også fra en barndom som søn af den lokale prostituerede. Udstødt og uelsket har han fundet en vis tryghed i eksilet og den lokale fabrik. Han drømmer om sin barndoms Line mens han hver lørdag besøger Yolande, går på værtshuse hvor han møder andre værtshuse og i øvrigt har skjult sig under navnet Sandor Lester.

En dag dukker denne Line op i hans liv igen, og han må se sin fortid og sin smertelige fortid i øjnene.

Jeg læste I går kort tid efter jeg havde læst den selvbiografiske Analfabeten af samme forfatter, og det var måske ikke en god idé. De to bøger kredser omkring de samme tematikker og de samme erfaringer, og selvom I går på ingen måde er en dårlig bog, så blegner den simpelt hen ved siden af Analfabetens stramme skønhed og sproglige præcision.

Agota Kristof: I går. 156 sider, Gyldendal. Oversat af Nina Lautrup-Larsen, udkom 13. januar 2023