En lille bog kan sagtens være stor litteratur. Det er den ungarnsk fødte, men schweizisk bosatte Agota Kristofs lille erindringsbog et vidunderligt eksempel på. Analfabeten er på kun 77 sider (inkl. forord), men hvilke sider!

Det er små bidder af forfatterens liv, hentet fra erindringen og på fornemste måde skrevet ned til eftertiden. Kristof blev født i 1935, og tilbragte sine unge år i det kommunistiske Ungarn. I 1956 flygter hun med mand og spædbarn, da russerne slår oprøret ned.

Analfabeten viser hendes ungarnske barndom og ungdom i små glimt, fra fattigdommen og kommunismens benhårde kostskoler og til flugten gennem skovene mod vest. Det er ikke en samlet fortælling, hvor alt bliver penslet ud og forklaret, men nedslag i et barns liv. Efter flugten ender familien i Schweiz, hvor der bliver taget godt imod dem, men hvor familien også må lære at leve med et sprog, der ikke er deres, et land de ikke helt forstår – så tæt på og alligevel så langt fra.

Kristof skriver præcist, nøgternt og uden de store tillægsord. Alligevel læser man smerten og sorgen ved fremmedgørelsen i hendes erindringer. Materielt har familien det godt i Schweiz – i hvert fald bedre end i Ungarn – men det er svært at skulle lære at leve og tale og forstå i et andet land. Alt kommer med en pris, og prisen for at falde til er at miste sin fortid og sit modersmål. Analfabeten er på den måde ikke bare en historie om Kristofs liv, men almenmenneskelig om flugt og eksil.

Naja Marie Aidt har skrevet forord til Analfabeten og Caroline Albertine Minor har oversat – og det skal de ikke høre ét ondt ord for!

Agota Kristof: Analfabeten. 77 sider, Gutkind. Oversat af Caroline Albertine Minor, udkom 23. november 2022