Nogle bøger opnår en stor popularitet ved udgivelsen og i årene efter, hvorefter de går lidt i glemmebogen. Ofte fortjent fordi bogen alligevel ikke står distancen. Det første gælder for San MIchale – men bestemt ikke det sidste.

Axel Munthe er en svenskfødt læge, uddannet i Frankrig, der hovedsageligt praktiserede i Paris og Rom i slutningen af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet. Hans erindringer er en broget samling af oplevelser fra hans lægegerning, hvoraf en del mest er anekdotiske. Det er et spændende indblik i datidens lægevidenskab, herunder ikke mindst neurologien og psykiatrien.

Axel Munthe er med hvor det sker i datidens lægevidenskab. Han er blandt andet med hos den i datiden berømte Charcot på sindssygehospitalet Salpetriere og får status af modelæge som behandler af udenlandske kvinder i Paris med hysteriske lidelser. Men han nøjes ikke med at behandle de rige – han ser også død og lidelser som fattiglæge og ikke mindst som læge ved jordskælv og koleraepidemier i Italien.

Man skal ikke tro, at Munthe sætter sit lys under en skæppe. Han kender sit værd som læge og moraliserer gerne over sine kollegers indtjening.

San Michele er det landsted, Axel Munthe erhverver på Capri – et landsted, der for små 2000 år siden tilhørte kejser Tiberius. Munthes lægelige oplevelser væves således sammen med det tilbagestående øsamfund og de mange arkæologiske fund, Munthe gør på sin ejendom.

Ved siden af hvervet som læge er Munthe en stor dyreven, der kæmper for dyrs rettigheder. Han forsøger f.eks. at redde de mange sangfugle, der hvert år er på træk over Capri, fra de lokale skytter og fælder.

San Michele er utrolig godt fortalt, og man tilgiver gerne forfatteren hans store selvfølelse. Man skiftevs griner og græder og de mange lægehistorier, og priser sig lykkelig over de store fremskridt, der er sket siden dengang. Jeg ved ikke, om San Michele er til at opdrive nogen steder, men den fortjener bestemt at blive læst!

Axel Munthe: San Michele. Steen Hasselbalchs Forlag, 1930. 497 sider.