Simon Häggström: I skyggen
Mangler du en ny velskrevet, fængslende og samfundsrelevant krimiserie, er Simon Häggströms serie ’Menneskehandelsgruppen’ simpelthen en must-read. I hans nyeste krimi, I skyggen, der er 2. bog i serien, tager Häggström os med på en grufuld rejse ind i en verden, hvor unger kvinder bliver groft udnyttet af mænd.
Politiefterforskerne Markus Lundström og Natalia Volotkova arbejder i menneskehandelsgruppen på Norrmalms Politistation i Stockholm og har netop fået nys om salg af sex fra en lejlighed midt i byen. Samtidig har sygeplejersken Lina fået en gennembanket kvinde ved navn Rafaela ind til observation på akutafdelingen Ava 37 på Sankt Görans Sygehus i Stockholm. Lina opdager, at Rafaela har en sjusket tatovering af et pentagram over sit ene bryst. Samme tatovering har hun set på en anden kvinde, der også mødte gennembanket op på akutmodtagelsen. Det kan da umuligt være et tilfælde? Lina kan i hvert fald ikke lade sagen ligge.
Den 18-årige Loredana arbejder som prostitueret i Ferentari-ghettoen i sektor 5 i Bukarest, hvor unge kvinder må sælge deres kroppe for ikke at sulte ihjel, og hendes alfons er kendt for at være en af Bukarests værste. Loredana kan ikke se en anden udvej, hun er nødt til at arbejde for at skaffe mad til sine fire yngre søskende. Efter at være blevet gennembanket af sin alfons overtaler en ven Loredana til at rejse til Stockholm, hvor hun kan tjene mange flere penge, end hun nogensinde har gjort før og under langt bedre forhold. Men kan hun nu også stole på sin ven, eller er han blot en brik i et langt større spil, hvor Loredana igen vil være taberen?
Jeg er så benovet over, hvor ekstremt god Simon Häggströms serie er. Det er simpelthen krimi, når det er allerbedst. Karaktererne er knivskarpt beskrevet, og allerede efter første bog ville jeg høre mere og læse mere. Simon Häggström har en mission, og det er at sprede budskabet om, at prostitution og menneskehandel foregår lige under vores næser. Beskrivelserne af den hensynsløse vold og de overgreb og ydmygelser, disse kvinder oplever, er beskrevet, så man som læser ikke kan undgå at blive oprevet og inderligt håbe på, at denne bølge af had til kvinder bliver brudt. Hold op, hvor jeg ser frem til næste bog i serien!
Læs også vores anmeldelse af Udnyttet
Simon Häggström: I skyggen, HarperCollins Nordic, oversat af Randi Bjerre Høfring, 400 sider, februar 2023