Da Asahis mand får et nyt job, flytter de fra Tokyo og ind i et hus på landet ved siden af hans forældre. Asahi har måttet sige sit job op for at flytte, men da de får lov at bo gratis fordi mandens forældre ejer huset, gør det ikke så meget. De kan godt klare det. Økonomisk, i hvert fald.

For det er ikke bare fryd og gammen for Asahi at gå rundt alene hver dag, mens hendes mand er på arbejde. Cikaderne synger, varmen trykker – og snart sker der mærkelige ting omkring hende. Et underligt dyr lusker rundt. Flodens breder er fyldt med legende børn i en ellers børneløs by. Og jorden er fyldt med huller. Gemmer den lille landsby på sære hemmeligheder, eller er det Asahi, der er ved at blive skør?

Hullet er kun 116 sider lang, men hvilke sider! Det er en sær, japansk magisk realisme, hvor det uforklarlige veksles med hverdagsscener, hvor det hårde arbejdsliv i et stivnet samfund blandes med glimt af en anden, fantasibåret verden. Det er lidt Murakamisk, men mere underfundigt og underspillet. Hvad er sandheden om den evigt vandende farfar og den mystiske bror i udhuset? Er Asahi virkelig hoppet ned i kaninhullet eller findes hullet kun i hendes fantasi?

Oyamada er et nyt bekendtskab for mig, men skriver gådefuldt og nærværende om en kvinde, der ikke forstår sig selv eller sin familie, og hvis virkelighed ser ud til at drive langsomt væk fra hende…

Hvis du kan lide Murakami eller måske var glad for Yoko Oagawas De tabte minders ø, så vil du også kunne lide Hullet. Det leder måske ikke Alice til Eventyrland, men det leder sin læser til Japan, og så er den oversat af altid kompetente Mette Holm.

Hiroko Oyamada: Hullet. 116 sider, Grif. Oversat af Mette Holm, udkom 4. november 2022