Hvad er erindring? Hvad sker, hvis hvide pletter æder sig ind på menneskenes verden, så de ikke bare mister ting men også erindringen om dem? Det er tanken bag den fine lille japanske roman, De tabte minders ø.

En romanforfatter lever på de tabte minders ø. Ingen husker helt hvordan det begyndte, men engang imellem vågner befolkningen op og opdager, at noget er forsvundet. En dag var det en ædelsten, der forsvandt, en anden dag er det roserne eller fuglene. Ingen ved helt hvordan, men det er væk, og i løbet af kort tid er selv minderne om det væk. Er der nogen, der nægter at glemme, træder mindepolitiet til.

Det er ikke bare genstandene, der forsvinder. Da kalenderne forsvinder, forsvinder årstidernes gang også. Genstande, minder og virkelighed kan ikke skilles ad. Langsomt men sikkert forsvinder mere og mere, og snart dukker alle hovederne og frygter mindepolitiet. I denne stemning forsøger en forfatter at hjælpe sin redaktør, der er en af de få, der stadig husker det tabte. Men det er ikke så nemt endda, for hvad stiller en forfatter op, når sproget forsvinder?

De tabte minders ø er poetisk og sørgmodig. En smuk lille fortælling om erindringens forunderlighed, magisk og sødmefuld. En eftertænksom, lavmælt leg med vores forestilling om verdenen og hvordan vi opfatter den. Det er en roman som få andre. En kort, voksen udgave af Den uendelige historie, der rykker ved læserens forståelse af hukommelsen og sindets sande væsen – og kærlighedens. For kan man miste erindringen om kærlighed?

Yoko Ogawa: De tabte minders ø. 302 sider, Gyldendal. Oversat af altid gode Mette Holm, udkom 30. september 2021.