”Jeg har lyst til at sige: Jeg ville have gjort hvad som helst for at få hende tilbage. Men man får ikke en tilbage man aldrig har haft.” Således lyder det blandt andet i Sandra Lillebøs debutroman Tingenes tilstand, som er forfatterens forsøg på at finde sig til rette i en tilværelse, hvor hun er nødt til at afskrive sin mor, hvor hun selv rammes af angst, og hvor hun forsøger at retfærdiggøre over for sig selv, at det er livsnødvendigt for hende netop at skrive denne virkelighedsnære bog.

Fortællingen er meget fragmentarisk, afsnittene er korte og sætningerne lige så, men det er alt sammen med til at understøtte den historie, som skal frem, netop at livet ikke bare er en lige linje, men at det er sporadiske erindringer, tydelige billeder og mange modsatrettede opfattelser og minder. At livet med en psykisk syg mor ikke kun er svært for den syge, men så sandelig også for omgivelserne.

Forfatterens mor er syg, hun lider af skizofreni, om end hun ikke er diagnosticeret, og i denne tankestrøm fra forfatterens side får vi indblik i, hvordan det var og er at være datter af en psykisk syg mor. Hvordan det blev holdet skjult i barndommen. Hvordan barnet overtog moderrollen. Og her, hvor forfatteren selv er blevet voksen, kan hun se, hvad det forhold har bevirket og stadig bevirker i de sammenhænge, som hun optræder i. At forholdet mellem mor og datter ikke er sundt. Ja, hun får selv angst, og processen med at skrive bogen er at bevise og retfærdiggøre for sig selv, at det er ok at kappe båndet til mor, for det bånd er ikke livsopholdende, men det er derimod ødelæggende og destruktivt. ”Psykologen i akutmodtagelsen sagde det sådan her: at jeg havde forstrakt mig. Som en overbelastet muskel der kan ryge og ødelægge en idrætskarriere, som en elastik der strækkes og strækkes så mange gange at den til sidst begynder at mørne, at gå i opløsning.”

Bogen er på mange måder modbydelig, fordi man kommer med helt ind i sindet af et andet menneske. Sandra Lillebø skriver netop ikke som iagttager, som en der står udenfor og ser, hvad der sker i forholdet mellem mor og datter, hun skriver derimod indefra, og det gør det meget hudløst og ærligt, men også lidt klaustrofobisk. Der er noget påtrængende og ubehageligt ved pludselig at se sig selv inde i forfatterens hoved, ved forfatteren side.

Det er et super vigtigt emne, som Sandra Lillesø tager op, og hun gør det godt. Det er umådelig svært at forstå, hvad der sker med et menneske, når det rammes af psykisk sygdom, og det er tydeligt at se, hvor vigtigt det har været for forfatteren at få lov til at skrive alle de forbudte tanker og følelser frem. Det er en rigtig god bog, men hvor er det hårdt som læser at blive vidne til, hvor dræbende og ødelæggende det kan være at være pårørende til et familiemedlem med en psykisk lidelse, – hvem passer på de nærmeste pårørende?

Tingenes tilstand er en vigtig bog, som giver ord til at forstå psykisk sygdom, og den magt sygdommen kan få over den syge og de pårørende. Jeg har ikke læst mange andre bøger, som tør gå så tæt på, hvor selvudleveringen er så stor, men jeg kommer dog i tanke om Karen Fastrup som i sin bog Hungerhjerte også fortæller indefra psykens grå og mørke tåger.

Sandra Lillebø; Tingenes tilstand, Forlaget Grønningen 1, oversat af Sara Koch, 183 sider, januar 2023