// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lykke Friis: Tårernes Europa
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Samfund

Lykke Friis: Tårernes Europa

Skrevet af den 23. december 2022 – 06:05Ingen kommentarer

24. februar 2022 er en dato, der for evigt vil være mejslet ind i de europæiske historiebøger. Det er en af de forfærdelige datoer, der blev dyr i menneskeliv, men som også ændrede hvordan vi ser på Europa, på verdenen og på vores naboer. Det blev den dag, der gjorde op med 3 årtiers drømme om et håbets Europa, et Europa hvor vi gennem samhandel og venskab kunne lægge krig bag os.

Set i bakspejlet kan man undre sig over, at opvågningen blev så barsk. Vi var advaret om Ruslands brutalitet, og egentlig har der været krig i det østlige Ukraine siden 2014, ligesom også Georgien i 2008 blev udsat for russisk aggression (og så taler vi slet ikke om Syrien eller Tjetjenien…. ) Men vi ville ikke tro på det. Til det sidste lullede vi os ind i en illusion om, at Putin ikke ville sætte handel og velfærd over styr for en angrebskrig dybt ind i Ukraine.

Nu står vi i en ny, sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor vi må gentænke vores egen placering, NATO, vores forsvar og vores samarbejde med allierede – og ikke mindst vores afhængighed af andre lande når det kommer til især energi men også andre vigtige varer. Det er et opgør med et håbets Europa, som tonede frem efter murens fald.

I stedet er tårerne tilbage, og selvom vi ikke ved, hvordan det hele ender, har vi brug for at reflektere over de sidste 40 års europæisk historie og sikkerhedspolitik. Hvordan endte det sådan her? Hvad skulle vi have gjort anderledes – kunne vi have gjort noget for at forhindre Putins overfald? Hvordan har vi, vores allierede og andre lande handlet og sagt de sidste mange år? Hvilket Europa vokser frem for vores øjne, og hvordan undgår vi at gentage fortidens fejl?

Det er formålet med Lykke Friis’ Tårernes Europa, der tager os på en geografisk rundrejse i Europa og en tidslig rejse gennem de seneste 30 år. Fra statslederne på de bonede gulve til almindelige mennesker i Ukraine, Rusland, Tyskland og herhjemme. Lykke Friis kan skrive, og hun trækker på sin enorme viden og erfaring, og har skrevet en bog, man bliver klogere af. Det er ikke en bog fyldt med hvad-sagde-jeg, men derimod en bog der modigt forholder sig til vores fortid for at give os et grundlag for at skabe en ny fremtid.

Lykke Friis: Tårernes Europa. 312 sider, Forlaget 2B. Udkom 4. november 2022

Der er lukket for kommentarer.