“Stillevejen” er fortællingen om en mor, en far og deres søn på en helt almindelig stille villavej i Danmark. Det er fortællingen om hverdagsliv med aftensmad, havelåger, fjernsyn og lektier. Om dagens trummerum og om en familie der bor i samme hus, men som stort set hverken ser eller hører hinanden. Og om hvad det kan betyde for et barn og dets tanker.

Det er et hjem med lidt for mange øl, lidt for mange pilleglas, lidt for store krav til barnets lektielæsning uden at det følges op af lektiehjælp, og et hjem hvor evnen til at tegne betragtes som en fuldstændig ligegyldig kompetence.

Jeg-personen er den 12 årige Christian. Det gør dog ikke bogen til en børnebog. Bogen er derimod en opsang til alle voksne, der glemmer at være hvor de er, når de er der. Altså dem der blot lader dagene passere uden at forholde sig det mindste til sine nærmeste.

I bund og grund bliver vi indimellem alle ramt af hverdagens gøremål, men bogen kan måske vække os fra vanerne og minde os om hvor vigtigt det er at vi husker at være der for de nærmeste.

“Stillevejen” er et familiedrama om en familie i opløsning. Det lyder temmelig kedeligt, men Carsten Boe skriver på en måde, så bogen bliver både spændende og relevant. Og i bund og grund ret trist.

Bogen er Carsten Boes debutroman og jeg læser gerne flere bøger fra ham. Hvis du vil vide mere om “Stillevejen” eller om forfatteren kan du tjekke Carsten Boes hjemmeside.

Carsten Boe, Stillevejen, Bogkompagniet, Oktober 2008, 218 sider.