Det russiske kejserriges totale sammenbrud og den efterfølgende borgerkrig var nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i det 20. århundrede – og mest blodige, hvis man ser bort fra de to verdenskrige. Det efterfølgende Sovjetimperium holdt 70 år, men arven lever videre til vores tid – desværre med fornyet aktualitet efter Ruslands overfald på Ukraine.

Mange i nutiden tror, at zaren blev væltet ved oktoberrevolutionen af bolsjevikkerne, og at russerne derefter i en periode sloges med hinanden om hvorvidt man ville have kommunisme eller zaren tilbage. Ingen af delene er rigtige – men heller ikke helt forkerte.

Nu ligger der endelig en god, samlet beskrivelse af de turbulente og brutale år, der fortæller om hvad der skete. Hvordan et imperium brød sammen, hvordan krig og vold voksede frem, og hvordan krigens fronter bølgede frem og tilbage, både geografisk men så sandelig også alliancemæssigt. Og om hvordan der ikke bare var tale om en borgerkrig, men også en krig hvor fremmede magter blandede sig med både våben og soldater, og om hvordan ingen overhovedet gik op i hvad civilbefolkningen mente eller hvordan de havde det.

I historiens bakspejl ser alt forudbestemt ud. Alt der skete, skete og derfor kommer man nemt til at efterrationalisere. Billedet så væsentligt anderledes ud i realtid, og fra zaren abdicerede i februar 1917 til våbene endelig tav i 1921 kunne meget være faldet anderledes ud. Vundne slag kunne have været tabt, soldater være gået til den anden side, mulighedsrummet var enormt. Kun én ting lå fast fra start til slut: begge fløje udviste en enorm ligegyldighed over for menneskeliv og når det kom til grusomhed havde den ikke part ikke noget at sige den anden på.

Historikeren Antony Beevor gennemgår minutiøst borgerkrigen og dens mange fronter. Fra den sammenbrudte østfront i 1. verdenskrig, til de kampe der lagde Sibirien øde. Kampene bølgede frem og tilbage ikke mindst i Ukraine, og selvom heller ikke de røde i begyndelsen var én samlet front, så var især de hvide en utrolig broget flok, der hverken var enige om formålet med krigen eller hvilket Rusland de ønskede, hvis de vandt.

Beevors store force er de (for det meste) nøgterne beskrivelserne af hvad der skete, og blikket for at konflikten ikke var sort/hvid (hvilket faktisk kan være svært at bevare, når man ved hvad der skete senere). Til gengæld kan det være svært for læseren at holde rede på de mange slag og hærførere, der hastigt marcherer over siderne. Det er en historiebog der har mere fokus på hvad der sker end på hvorfor det sker, og mange steder savner jeg lidt perspektivering og lidt større dyk ned i årsagerne til begivenhederne og ikke bare en beskrivelse af dem.

Når det er sagt, så er det en bog for den vidende læser, der på forvejen kender til epoken og f.eks. ved hvad revolutionen i 1905 var og som ikke behøver en introduktion til 1. verdenskrig og dens parter. Sådan en læser får også en masse ud af bogen, både viden og stof til eftertanke.

Antony Beevor: Rusland. Revolution og borgerkrig 1917-1921. Lindhardt og Ringhof, 512 sider. Oversat af Anders Juel Michelsen, udkom 3. oktober 2022