Det kan aldrig være rigtigt at gøre noget forkert. Eller kan det? Måske hensigten helliger midlet? Dette er temaet i Sebastian Fitzeks Splinten, der er en spændende, mystisk og forvirrende fortælling om en mand, der i sit forsøg på at glemme en traumatisk ulykke, er tæt på at miste forstanden. Eller er han?

Marc Lucas har været indblandet i en ulykke, hvor han mistede sin kone og sit ufødte barn. Han ønsker bare at glemme og da han en dag falder over en annonce i avisen, der fortæller om et eksperiment, hvor man kan få slettet dele af sin hukommelse, overvejer han at slå til. Pludselig forandrer hans tilværelse sig fuldstændig. Kollegaer, venner og familie kan lige pludselig ikke huske ham på trods af, at han endnu ikke har tilmeldt sig eksperimentet. Eller har han?

Han oplever at dukke op ved sin lejlighed, og nøglen ikke længere passer og hans døde kone åbner døren, da han banker på, men hun kan ikke kende ham. Han bliver desperat og opsøger sin svigerfar, for at fortælle om sine oplevelser. Han er helt sikker på, at det er sket. Svigerfaren tager ham med hen til lejligheden og så passer nøglen igen og der er ingen spor efter hans afdøde kone.
Marc tror, han er ved at miste forstanden, da han opsøges af en fremmed kvinde, der hævder at være en del af samme eksperiment og også desperat leder efter et svar på hvad der foregår. Han aner ikke hvem han skal stole på og der bliver med at ske uforklarlige ting.

Forvirringen er total – også for læseren – men det gør den samtidig lidt spændende. For hvad pokker er det egentlig, der foregår? Den er på grænsen til at være lidt for mystisk og lidt for forvirrende for min smag og jeg blev lidt utålmodig efter at få et svar. Og skuffelsen var desværre stor, da forklaringen endelig faldt. Men måske du synes forklaringen er god? Der bygges en intens spænding op i løbet af fortællingen, som fangede mig, men slutningen er noget tynd.

Sebastian Fitzek, Splinten, Mrs Robinson, 2010, 294 sider, oversat af Ursula Baum Hansen.