// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Laura Bates: Mænd som hader kvinder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Kvinder, Samfund

Laura Bates: Mænd som hader kvinder

Skrevet af den 25. februar 2023 – 05:54Ingen kommentarer

Av, mit hjerte! Det var fornemmelsen hele vejen gennem denne bog. Den er så skræmmende, fordi det ikke er fiktion – det er virkelighed, og det påvirker os alle sammen hver dag.

“Forestil dig en verden, hvor titusindvis af kvinder hvert eneste år voldtages, bankes, lemlæstes, misbruges eller myrdes, alene fordi de er kvinder. Forestil dig en verden, hvor der aktivt opfordres til had mod kvinder via udbredte, målrettede mandlige fællesskaber … Forestil dig en verden, hvor tusindvis af mænd finder sammen i en ætsende vrede, hvor de dæmoniserer og klager over onde, sjælløse og grådige kvinder, som de malende planlægger at voldtage og ødelægge i et storslået, fanatisk oprør. Forestil dig en verden, hvor nogle mænd faktisk udlever disse fantasier. Hvor de dræber kvinder i massemord og efterlader sig manifester … Forestil dig en verden, hvor sårbare mænd, fortabte drenge og forvirrede, bange teenagere jages og samles op af fællesskaber, der stimuleres af deres angst og skubber dem i retning af had, vold og selvdestruktion. Faktisk behøver du ikke at forestille dig den verden: du lever allerede i den.”

I Mænd som hader kvinder undersøger den anerkendte feminist og stifter af Everyday Sexism Project Laura Bates de fællesskaber og miljøer, som består af mænd, der hader kvinder. Under dække af profilen Alex, hvor hun udgiver sig for at være en ung mand, observerer forfatteren disse grupper i aktion – fra incels (mænd, der lever i ufrivilligt cølibat (involuntary celebacy) og reagerer med en ekstrem vrede mod kvinder) til manderettighedsaktivister og mænd, der går deres egne veje. Hun kortlægger, hvor effektivt deres tanker og idéer er blevet plantet i vores fælles bevidsthed via internettrolde, medier, kendisser og politikere, hvorefter de dukker op i skoler, på arbejdspladser og i magtens korridorer og gør skade på både kvinder og mænd.

Bogen indeholder ud over de rystende erfaringer, Laura Bates gør sig online, også interviews med tidligere medlemmer af nogle af disse grupper og de mænd, der bekæmper dem. Sammen med dem forsøger forfatteren at finde ud af, hvad deres tiltrækningskraft er, hvordan de opererer og – ikke mindst – hvad vi skal og kan gøre for at stoppe dem.

Bogen afsluttes med et efterord af Maia Kahlke Lorentzen, der beskriver manosfæren i Danmark for at sætte bogens emne i en dansk kontekst, og det var rigtig godt at få en dansk vinkel på tingene.

Efter at have læst denne bog er jeg bange – især på vores unge menneskers vegne. Bange for at vores unge mænd bliver lokket ind og manipuleret af disse grupper (se bare hvor populær Andrew Tate er), og bange for, hvilke konsekvenser det vil have for kvinder, at en del mænd ser kvinder som fjenden og ønsker at skade dem mest muligt.

Jeg vidste godt, at disse fællesskaber fandtes, men jeg var ikke klar over, hvor udbredte de er, hvordan de evner at få udbredt deres ekstreme budskaber overalt, og hvordan de målrettet går efter sårbare og letpåvirkelige (unge) mænd. Udover deres kvindehad er de fleste også racister og højreekstremister, der er tilsyneladende ingen grænse for deres had. De mener ikke, at nogen af deres livsomstændigheder er deres egen skyld, nej, det er andre grupper, der berøver dem det, de mener, de har ret til.

Jeg var så heldig at opleve forfatteren tale om bogen på BogForum 2022, og det er skræmmende, hvad det har kostet hende privat at skrive denne bog og starte Everyday Sexism Project. Hun lever nu under beskyttelse, og der er ting, hun ikke kan gøre længere, fordi det ikke er sikkert for hende.

Min eneste anke ved bogen er den valgte skrifttype og -størrelse og den meget massive tekst på hver side. Lidt flere afsnit og mere luft ville have gjort den nemmere at læse.

Det er virkelig svært at skrive en anmeldelse, der kan dække alle bogens vigtige budskaber, så jeg kan kun opfordre alle til at læse den. Hvis du gerne vil vide endnu mere, kan jeg anbefale at følge @everydaysexismprojectdanmark på Instagram, hvor de sætter fokus på sexisme, misogyni, kønnet vold mv. for at bringe oplysning baseret på fakta og belyse, at dette er et problem i dagens Danmark, selvom mange danskere tror det modsatte.

Laura Bates, Mænd som hader kvinder, Forlaget Rebel With a Cause, 316 sider, oversat af Iben H. Philipsen, november 2022

Der er lukket for kommentarer.