Det er hårde tider i Himlinge, og farerne tårner sig op for Snehild. Vi er i jernalderen og i andet bind af Vedsø Olesens roste trilogi om synske Snehild, der blev født under snestormen og som vandrer blandt jætter og guder. Første bind hed Snehild, og nye læsere bør begynde dér.

Himlinge hører Midgård til, og her er Aslak nu konge efter at have vundet over sin tvilling i tvekamp. Men Aslak forstår ikke at forvalte kongeværdigheden. Han er ved at blive overmandet af mistænksomhed og frygt, men da Snehild bliver syg af rune-magi kan hun ikke hjælpe ham. I stedet må hun rejse til Hel i dødsriget for at lære de runer at kende, der kan gøre hende rask igen.

Det er ikke kun i Midgård, at der er problemer. I Asgård er Balder blevet dræbt efter Lokes list, så også han er på vej mod de dødes rige mens hele verdenen sørger. Fælles for de to, mennesket Snehild og guden Balder, er kun at misteltenen er en del af deres skæbne…

Vedsø Olesen gendigter de gamle myter og giver dem nyt liv med Snehild som stærk og næsten mytisk hovedperson i sin serie om Vølvens vej. Snehild er stærk og klog, sensuel og overnaturlig. Lige præcis den kvinde, vi savner i de gamle nordiske myter. Hun er også meget moderne i sin styrke og seksualitet, men enhver tid må gendigte sine gamle historier med vores eget blik. Sådan er det.

Vølvens vej er virkelig godt skrevet, med tapre krigere og møer, med fødsel og død, med naturens magi og de gamle guder som bagtæppe. Her er spindende norner, dværge i højen og ikke mindst den gråskæggede selv – tilsat kærlighed og magtkamp, krigerære og lumpent bedrag, stærke kvinder og smukke mænd.

Det er en ren fornøjelse at begive sig ned af Vølvens vej – jeg glæder mig til tredje og sidste bind, og håber at slutningen kan holde det høje niveau.

Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej. Misteltenen. 408 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 31. august 2022