// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej

Skrevet af den 1. oktober 2021 – 07:46Ingen kommentarer

Snehild bliver født midt i en snestorm med nornerne som vidner. Vi er i jernalderen i Himlinge, en lille by placeret et sted mellem Stevns og alfernes rige. Her vokser Snehild op sammen med kongesønnerne Aslak og Roald. Ikke alt er dog idyl i det lille kongedømme: Kongen har ladet en rival myrde og hans ypperstepræstinde ser en stor trussel i Snehild.

Det er en barsk tid, og den bliver kun barskere, da Himlinge trues af pest. Mens Snehild må flygte fra en menneskeofring, må andre piger se sig giftet bort for at forlige gammelt nag. Skæbnen hvilket tungt over Vølvens vej, og Snehild må drage igennem mere end én verden for at lære sig selv og sine kræfter at kende. Imens har guderne mere travlt med deres eget end med at hjælpe de mennesker, der beder dem om hjælp.

Vølvens vej er en rejse gennem den norrøne mytologi. En mytologi der er meget mere fascinerende og mangfoldig end det billede, man får fra tegneserier. Vedsø Olesen griber dybt i skuffen med myter og spændingsgreb fra fantasy-litteraturen med magiske kræfter, skæbne og, da det er en voksenbog, rå vold og sex. Det fungerer virkelig godt, og hvis man kan lide det magiske univers vil man føle sig godt underholdt og virkelig revet med, ikke mindst af de sitrende fremskrivninger af den besjælede natur.

Jeg var ret begejstret for Vedsø Olesens Lucie, og Vølvens vej har mange af de samme kvaliteter. Forfatteren trækker på en solid viden om nordisk mytologi og gamle sagn, og digter skønt videre på en moderne fortolkning af et rigt stof med store følelser, guder, hævn, ære og kærlighed.

Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej. 418 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 3. september 2021

Der er lukket for kommentarer.