Jeg voksede op på Amalievej med en børnehave som genbo. Børnehaven havde en fantastisk stor legeplads med klatrestativ og sandkasse foran selve huset og en helt vidunderlig, gigantisk plæne i baghaven. Den havde også en leder, der forlangte at gruset omkring huset blev revet hver aften, og som af hensyn til dette fintrevne grus låste lågen for at holde vejens unger ude efter lukketid.

Så vi kravlede selvfølgelig bare over hegnet.

Vi klatrede i klatrestativet, spillede alle-mod-alle, kravlede op i de store træer på grunden og spillede en herlig mængde rundbold på plænen bag huset. Og skjul! Øj, hvor legede vi meget skjul! De store hjalp de små over hegnet og så var der ellers fri leg uden nogen som helst form for voksenstyring.

Legen på børnehavens legeplads hører til nogle af mine allerbedste barndomsminder. Mange voksne har tilsvarende minder fra gode legepladser, hvor man kunne klatre, løbe, spille, råbe – ja, alt det, der var sjovt. Men moderne legepladser er ikke kommet af sig selv. Legepladser er en moderne opfindelse, der hører sig byerne til. På landet var der jo masser af plads til at lege på i mark og skov (og måske mindre tid til at lege i, men det er en anden historie), men i byerne var børnene henvist til baggårde og gader. Det var beskidt og mørkt, og i takt med at bilismen vandt frem var det også tiltagende farligt. Så noget måtte gøres, og en del af svaret blev første gang taget i brug under besættelsen.

Det var skrammellegepladsen. Et fristed, hvor børnene kunne udfolde sig selv, øve sig i at bygge og grave, danne venskaber og være sammen. Som så meget andet der vedrører børn var formålet ikke kun idealistisk: det handlede om at etablere steder hvor børn kunne opholde sig nogenlunde sikkert uden opsyn i en tid uden børnehaver og det handlede om at skabe rammer for at poderne kunne vokse op med sunde værdier og ikke hænge på gader og stræder.

Den første skrammellegeplads åbnede i Emdrup i 1943 og hurtigt fulgte andre efter.

Skrammellegepladserne var ikke de første legepladser – langt fra – men de var alligevel en ny måde at tænke leg for børn på og dermed også et vendepunkt for det, der i dag er blevet en milliardindustri og som løbende former og omformer vores syn på børns leg. Både i Danmark og internationalt.

Det har ikke været snorlige fra start til slut. Engang handlede det om raske drenge, og piger der helst ikke skulle gøre de hvide knæstrømper beskidte. Senere spredte legepladserne sig over de danske byer, og selvom skrammellegepladserne kom til at hedde byggelegepladser blev de aldrig rigtig udbredte i stor stil. Til gengæld viser synet på legepladser meget om voksnes syn på børns leg og samfundets syn på barndommen som helhed. Det er en spændende fortælling, som de Coninck-Smith formidler legende let med perspektiv og evne til at trække tråde både tilbage i tiden og op til nutiden. Der er lidt gentagelser undervejs, men det klarer man nok – legepladsens kulturhistorie siger noget vigtigt om hvordan vi tænker børns liv og udvikling, og det er godt at blive klog på.

Og børnehaven i min barndoms gade? De fik senere en ny leder, der havde mere forståelse for godt naboskab. Vi behøvede derfor ikke længere at klatre over hegnet for at komme ind på legepladsen om aftenen. Ofte gjorde vi det nu alligevel – det var sjovere end at bruge lågen!

Skrammellegepladsen er tresindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr. stykket.

Ning de Coninck-Smith: Skrammellegepladsen. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 8. september 2022