// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ann Cleeves: Hejrens skrig
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding, Thriller

Ann Cleeves: Hejrens skrig

Skrevet af den 5. oktober 2022 – 06:48Ingen kommentarer

Efter lang tids venten får vi nu endelig næste bog i North Devon-serien om vicekriminalkommissær Matthew Venn, og den er heldigvis ventetiden værd, for Ann Cleeves har endnu engang skrevet en spændende og stemningsfuld krimi.

Matthew Venn bliver kaldt ud til et kunstnerkollektiv, hvor en af de unge kunstnere, Eve, har fundet sin far, den lokale læge Dr. Yeo, død – myrdet med et glasskår fra en vase, som Eve selv har lavet i sit værksted. Venn er helt på bar bund, for Yeo var en vellidt mand i lokalmiljøet, hvor han kæmpede for patienternes rettigheder.

Da Eve finder endnu en mand død – også myrdet med et glasskår fra en af hendes vaser – samler mistanken sig naturligt om hende, men hun har intet motiv til at myrde de to mænd. Venn må konstatere, at der florerer mange løgne i det lille lokalsamfund, og nu er det hans opgave at forsøge at regne ud, hvem der har en interesse i at lægge røgslør ud og sende politiet på vildspor. Det skal gå hurtigt, for morderen er tilsyneladende ikke færdig endnu, og sagen begynder at gå faretruende tæt på Venns eget privatliv.

Som det er typisk for engelske krimier, er tempoet i bogen roligt, og plottet bygges langsomt op. Vi kommer under huden på de mange karakterer, og deres personligheder afdækkes flig for flig. Selvom mordene er voldsomme, ligger fokus ikke på blod og lemlæstelse, men på relationer og politiarbejde, og sproget flyder legende let, så man som læser blot kan nyde historiens flow og de mange spændende karakterer, mens man forsøger at gætte, hvem der lyver, og hvem der taler sandt. Min puls blev aldrig høj, men det var en fornøjelse at læse bogen fra første side, for Cleeves skriver fantastisk godt.

Efterforskerne i bogen er atypiske i forhold til de typiske politifolk i krimier, som normalt har rod i privatlivet og ofte kigger lidt for dybt i flasken. Men Venn er lykkeligt gift med Jonathan, og deres forhold er harmonisk og velfungerende, så Jonathan snarere bidrager til Venns opklaring fremfor at trække ham væk fra den med drama og problemer på hjemmefronten. Det er forfriskende med et nyt ’take’ på chefefterforskeren.

Du kan læse vores anmeldelse af den første bog i serien her.

Er du til engelske krimier, kan du finde inspiration til yderligere læsning her.

Ann Cleeves, Hejrens skrig, Gads Forlag, 382 sider, oversat af Line Beck Rasmussen, august 2022

Der er lukket for kommentarer.