Karin Boye: Skyer
Gæsteanmeldelse af Mette Herman fra Instagramprofilen @bog.dag.bog
For første gang i dansk oversættelse foreligger nu digtsamlingen Skyer af den svenske forfatter Karin Boye (1900-1941), som tilmed er hendes debutdigte, der udkom for 100 år siden i 1922, da Karin Boye var blot 22 år gammel. De første af digtene er skrevet, da hun var kun 15 år gammel.
Karin Boye var usædvanlig for sin tid. Hun var både veluddannet, erklæret socialist og i 1930’erne lod hun sig skille fra sin mand og levede frem til sin død sammen med en kvinde – og det tilmed i en tid, hvor homoseksualitet var forbudt. Uden for Sverige er hun mest kendt for sin dystopiske fremtidsroman ”Kallocain”, udgivet i 1940, året før Karin Boye begik selvmord.
Selvom digtsamlingen er fra 1922, er digtene i Skyer ikke udpræget modernistiske, om end der også leges med form og det sproglige udtryk, men der eksperimenteres ikke i udpræget grad med de genremæssige konventioner. Fokus for Karin Boye synes i digtene især at være arbejdet med rim, rytme og billedsproget. De i alt 42 digte er fortrinsvist korte, og formen på dem er vekslende. Der er fx både meget korte digte og digte skrevet i traditionelle strofer.
Digtsamlingen er skrevet i en forandringstid mellem de to verdenskrige, ja nærmest i en brydningstid, hvor verden mellem krigene forandres dramatisk. Det er en tid, hvor kulturen blomstrer, men også en tid, hvor jeg’et mister sit velkendte ståsted, hvor verden opleves som foranderlig og hvor en ny tid – på godt og ondt – begynder. Dette er også tydeligt i Karin Boyes digte, der er præget af en melankolsk stemning, og hvor længsel, drømme og trang til forandring er gennemgående temaer, og som fx kommer til udtryk i Boyes beskrivelser af det uendelige i naturen, det der gemmer sig i det fjerne, bag skyerne.
Selvtvivlen og spørgsmålet om identitet fylder også hos den unge digter, fx når hun i digtet ”IDEA” skriver:
Her går jeg ikke. Dette er ikke mig.
Det er bare et spejlbillede der lyver,
som spørger og vil vide, hvor jeg er henne,
længes efter at møde sin virkelighed en dag.
Eller når Boye i digtet ”Aftenbøn” skriver om skæbnen, der lægges i andres hænder. Digtene er ganske effektfuldt fyldt med kontraster. Der skrives om det lyse og det mørke, det tunge og det lette. Om drøm og virkelighed, om glæde og sorg.
Der er meget at hente i Karin Boyes digte, som ikke alle er lige lette at afkode, og som heller ikke egner sig til en hurtig gennemlæsning. Men for den tålmodige læser er der meget at komme efter. Særligt stærke digte er bl.a. de tre digte ”Hjemløs”, ”Det bedste” og det sidste digt i samlingen ”Bed om et”, som lyder sådan:
Bed om ét:
dyb alvor
– det som blev manges bane –
Men bed så også om én ting mer’,
noget, der kun er de stærke forundt:
hjertets fåmælthed.
Digtene er oversat af Birgitte Steffen Nielsen, og udgivelsen indeholder også et efterord af Peter Laugesen.
Karin Boye, Skyer, 64 sider, Forlaget Palomar, August 2022.