Tiggere. Jeg husker dem ikke fra min barndom. Jeg er ellers vokset op i de såkaldte fattigfirsere, men dengang var der ikke mange tiggere i Danmark. Det var noget, der hørte ”de varme lande” og USA til, og da jeg første gang besøgte New York i 1995 var jeg rystet over hvor synlig fattigdommen og de mange tiggere var.

Senere har vi vænnet os mere til tiggere herhjemme. Det er lidt paradoksalt, når man tænker på at der var et stort opsving i 90’erne og 00’erne før finanskrisen. Var det distriktspsykiatriens skyld, som nogen sagde? Udlændinge fra Østeuropa? Hvorfor faldt flere igennem sikkerhedsnettet, når nu Danmark blev rigere og rigere?

Man har forsøgt mange ting. Lovgivning. Udvisning. Ret til at sælge Hus forbi til dem, der kvalificerede sig til det. Men der er stadig tiggere i gaderne, og det er bestemt ikke en ny udfordring historisk set – og det er løsningsforslagene heller ikke. Vi behøver ikke engang gå helt tilbage til bibelsk tid for at finde historiske paralleller.

I 1708 blev tiggeri nemlig forbudt i Danmark. Frederik d. 4. var træt af de mange tiggere og de problemer, de medførte og han forsøgte – som flere konger før ham – at komme problemet til livs. Tiggere blev opdelt i værdigt og uværdigt trængende (den opdeling har vi vist stadig, selvom vi ikke helt vil være ved den…) og mens samfundet skulle forpligte sig til at tage sig af syge, børn og ældre, der uforskyldt var kommet i ulykke, skulle de uværdigt trængende arbejdsføre mænd og kvinder sættes i arbejde.

Det lykkedes ikke helt. Dels fordi det var mere end vanskeligt at få samfundet til rent faktisk at betale for de ”værdigt” trængende. Det var lidt dyrere end man var parat til at betale. Dels fordi de ”uværdigt” trængende viste sig ikke at være så god en arbejdskraft, som man havde håbet – heller ikke under tvang. Og dels fordi det var svært at udrydde almindelige menneskers vilje til rent faktisk at give en skærv, når de stod ansigt til ansigt med en tigger.

Det sidste var der mange grunde til, herunder at man så det som en pligt at hjælpe sin næste, når næsten stod på ens dørtrin som Jesus jo sagde man skulle. Dels måske også, at mange i de fattigere dele af Danmark ikke så sig selv så langt fra tiggerstaven som myndighederne troede og derfor faktisk havde medfølelse med tiggere – og frygtede en dag selv at komme iblandt dem, hvis man skulle være uheldig. Det er ikke altid nemt at få befolkningen til at rette ind, når de mægtige i samfundet mener at have fundet løsningen på de afmægtiges problemer!

Der er altså mange paralleller mellem dengang og nu, og hvis man vil vide mere om det eller udviklingen i synet på tiggeri og tiggere i Danmark, så er Peter Wessel Hansens bog et godt sted at starte. Det er ikke kun formidling for Tordenskjolds soldater, men for alle med interesse for livet på bunden af det danske samfund gennem tiden. Her er både stodderkonger og tiggertegn, fordrukne kvinder og udenlandske tiggere.

Tiggeri forbudt fortæller om kampen mod tiggeri, der oftest har været en kamp imod tiggere – men som også i de sidste 300 år har budt på ægte vilje til at hjælpe (og noget symptombehanding). Læs for at blive klogere på en del af danmarkshistorien, som vi alt for sjældent interesserer os for – og for at blive klogere på en del af det nuværende danske samfund, som ikke forsvinder, bare fordi vi lader som om de ikke eksisterer.

Tiggeri forbudt er otteoghalvtredsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr. stykket.

Peter Wessel Hansen: Tiggeri forbudt. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag