Zadie Smith er en gudsbenådet forfatter. Hvide tænder var hendes debutroman fra 2000, der med det samme slog hendes navn fast på den internationale litterære stjernehimmel. Det nu hedengangne forlag Rosinante udgav den som en del af deres ”Must Read” serie, og det er der god grund til. Det er simpelt hen en oplevelse!

Archie og Samad er venner. De mødtes første gang i anden verdenskrigs sidste måneder på Balkan, hvor de begge gjorde tjeneste i den britiske hær. Samad er fra den del af imperiet, der senere blev til Bangladesh mens Archie er en helt almindelig arbejderklasse englænder. I 1970erne mødes de igen i London, hvor Samad er indvandret til med sin unge kone Alsana.

Det fører til et venskab på tværs af race og religion, et venskab der ikke bare omfatter de to mænd men også deres koner – Archies hustru Clara har jamaicanske rødder – og deres børn, der som børn er flest, aldrig helt gør som deres forældre ønsker eller drømmer om. Hvide tænder er en sprudlende fortælling om venskab, kærlighed, rødder og mangel på samme. Det er en bog om kampen for at passe ind, men også om kampen for at få lov til at være helt sin egen.

Zadie Smith tager os igennem 1970’ernes, 80’ernes og 90’ernes London med udgangspunkt i et kvarter, hvor minoriteterne holder til. Men vi kommer faktisk vidt omkring. Fra et oprør i Indien i 1800-tallet til et jordskælv på Jamaica i 1907. Fra Balkan til et oversvømmet Bangladesh, og nå ja: ifølge nogle af bogens personer, så når vi faktisk frem til verdens ende. Så hvem bliver egentlig frelst?

Hvide tænder indeholder et vidtfavnende og farverigt persongalleri. Her er religiøse fanatikere fra flere trosretninger, de uuddannede og professorfamilien. Her er hippier og miljøfanatikere, men også videnskabsfolk og bandemedlemmer. Det er et broget billede af smeltediglen London når den er bedst – og værst.

Bogblogger har tidligere anmeldt Swing Time af samme forfatter.

Zadie Smith: Hvide tænder. 502 sider, Rosinante. Oversat af Camilla Christensen, udkom 2010