// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henriette Gyland: Syklubben
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Krige

Henriette Gyland: Syklubben

Skrevet af den 8. december 2022 – 06:09Ingen kommentarer

Jeg er vild med historisk fiktion og især den slags, der foregår under 2. verdenskrig. Syklubben er baseret på en sand historie om en modstandsgruppe i Helsingør, som satte livet på spil for at redde danske jøder under krigen.

I København i 2018 har Cecilie mistet sin højtelskede bedstemor Inger og sørger dybt over tabet. Hun har den tunge opgave at rydde op i Ingers lejlighed, og her opdager hun en gammel cigaræske fyldt med smykker, som hun aldrig har set før, og som tilsyneladende tilhører en anden. Cecilie er mystificeret og beslutter at grave i Ingers fortid for at finde ud af, hvor smykkerne kommer fra, og hvordan de endte i Ingers lejlighed.

I 1943 bliver den unge Inger af sine forældre sendt til Helsingør for at arbejde, da det efterhånden føles for farligt at opholde sig i København grundet nazisternes overgreb. Samtidig med at hun passer sit arbejder, forsøger Inger sammen med sin kusine Gudrun og dennes veninde Bodil at nyde deres ungdom trods besættelsen, men de tre unge kvinder ser ikke helt ens på den tyske værnemagt, og det sætter skår i venskabet.

Inger er forfærdet over at se, hvordan tyskerne behandler jøderne, og da hun gennem sit arbejde kommer i kontakt med en gruppe modstandsfolk, beslutter hun sig for at kaste sig ind i kampen mod nazisterne. Hun vil redde sine jødiske naboer og landsmænd ved at hjælpe dem til Sverige, koste hvad det vil. Men prisen bliver højere, end hun kan forestille sig.

Syklubben er en rigtig fin historie om venskab, mod og håb, og det fungerer godt, at historien udspiller sig i to spor, så vi gennem Cecilies opdagelser får historien om Inger fortalt. Gyland har gjort sin research til UG og får vævet Cecilie og Ingers historier virkelig fint sammen til en rørende fortælling på tværs af tid og generationer. Selvom der er mange utrolig triste begivenheder i bogen, så minder den samtidig om, at der altid er håb, og at der altid er gode mennesker i verden, som vil gøre alt for at redde andre.

Hvis du vil læse mere i samme genre, kan du finde inspiration her.

Henriette Gyland, Syklubben, HarperCollins, 316 sider, oversat af Cathrine Bjørnbak, oktober 2022

Der er lukket for kommentarer.