R. F. Kuang: Dragerepublikken
Er du til fantasy, masser af krig og mytiske guder inspireret af Kinas historie, skal du helt sikkert læse R.F. Kuangs Poppy War-serie. Dragerepublikken er anden bog i serien og fortsætter lige så hæsblæsende, som Opiumskrigen sluttede. Så har du i sinde at læse bøgerne, må du stoppe med at læse nu – jeg kan nemlig umuligt undgå at spoile!
Den unge Rin er på en blodig hævntogt, efter at Atlan er væk. Hun endte med at udslette hele landet Mugen med sine ildkræfter og lider stort under samvittighedskvaler. Hun hjemsøges af Føniksen, der forsøger at overtage hendes sind, og dulmer derfor Føniksens kalden med opium. Hendes mission er at finde allierede til at gå i kamp mod Kejserinden, og ud af det blå dukker Dragekrigsherren, Yin Vaisra, op med et forførende tilbud om at befri Rins folk og knække Kejserindens uovervindelige imperium, hvis Rin hjælper ham.
Rin takker ja trods sine venners modstand, for de stoler ikke på Yin Vaisra, og Rins kræfter er til stadighed utøjlede og til fare for dem alle. Da Rin endelig får mulighed for at stå ansigt til ansigt med Kejserinden, går noget da også helt galt, og Rin mister sine kræfter. Kan hun overhovedet kæmpe videre uden sin hævntørstige Føniks og kun med de færdigheder, hun lærte sig på Sinegard? Og er der alligevel en chance for at få kræfterne tilbage, selvom alle omkring hende påstår, de er tabt for altid?
R.F. Kuang igen har præsteret noget udover det sædvanlige med denne bog. Handlingen er til forskel fra Opiumskrigen langt mere voldsom, ekstremt blodig og fuld af kampe. Volden bliver gengivet overbevisende, og man føler som læser, at man sidder på første parket til en voldsom krig med både fysiske og psykiske men. Så er du ikke til endeløs krig med kun få lysglimt af håb, er denne bog nok ikke noget for dig. Jeg fandt det i hvert fald til tider en tand for meget, selvom jeg så alligevel ikke kunne lade bogen ligge. For Dragerepublikken rummer som sin forgænger en yderst gennemarbejdet og interessant del af Kinas historie, mytologi og geografi, som R.F. Kuang på fineste vis har omdannet til et komplekst univers fuld af magi og heltemodige krigere.
R.F. Kuang: Dragereplublikken, Forlaget Falco, oversat af Camilla Engkjær Laursen, 704 sider, september 2022