// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Trude Teige: Morfar åndede med havet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Trude Teige: Morfar åndede med havet

Skrevet af den 9. august 2022 – 06:42Ingen kommentarer

Jeg har læst mange bøger om de mange skæbner, der overlevede og mistede livet i de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, men ingen om de japanske. Derfor var det med stor interesse (og et tungt sind), at jeg lod Trude Teige tage mig med på en for mig ukendt rejse i en mørk tid i verdenshistorien. ’Morfar åndede med havet’ er en stærk og medrivende historie om helt almindelige mennesker, der blev udsat for de mest grufulde ting, blot fordi de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Nemlig i Det Indiske Ocean ud for Javas kyst i året 1943, hvor Japan var på krigsstien.

De to norske brødre Konrad og Sverre arbejder på et norsk fragtskib, da det bliver torpederet af en japansk ubåd i Det Indiske Ocean ud for Javas kyst. Sverre, som er telegrafist, bliver taget til fange sammen med andre betydningsfulde besætningsmedlemmer, mens resten om bord bliver skudt af japanerne. Det er i hvert fald, hvad fjenden tror, for Konrad overlever mirakuløst og ender på et sygehus på Java. Her møder han den smukke norske sygeplejerske Sigrid, som han forelsker sig i.

Samtidig er Sverre endt i en fangelejr og må gøre alt, hvad han kan for at holde sig i live. Tiden går, og efterhånden som mændene omkring ham dør som fluer under de forfærdelige kår, er hans eneste ønske, at Konrad overlever krigen. Men Konrad er selv endt i en fangelejr uden at vide, hvad der er hændt hans bror, og selv Sigrid er kommet i en kvindelejr med sin mor og lillesøster. Nu handler det udelukkende om at overleve krigens rædsler, så de igen kan få hinanden at se og måske komme hjem til Norge.

Trude Teige har med ’Morfar åndede med havet’ givet os et gribende indblik i, hvilke rædsler helt almindelige familier måtte udstå, da japanerne invaderede Java. Hendes beskrivelser af kvindelejrene fyldt til renden af overklassekvinder med deres børn, der uden forvarsel bliver anbragt i lejre under uhumske forhold, var så godt beskrevet, at jeg tydeligt kunne forestille mig deres vantro og rædsel over det, de blev udsat for. Præcis som de jødiske familier i Europa havde de ingen anelse om, hvad der ventede dem. Bogen er baseret på Trude Teiges morfars liv, og vi får en smuk historie om at miste, men også om at finde kærlighed de mest uventede steder.

Læs også vores anmeldelse af Mormor dansede i regnen her

Trude Teige: Morfar åndede med havet, Alpha Forlag, oversat af Anne Matthiesen, 400 sider, udkommer 9. august 2022

Der er lukket for kommentarer.