Inge Schjellerup: Stenenes magi
Hvad ved du egentlig om inkariget? For mig var det noget med en næsten mytisk civilisation højt oppe i andesbjergene, uden at jeg rigtig kunne sige mere om. Noget med gode veje, en helt unik byggeskik og lamaer. Og så led de jo en tragisk skæbne, da det engang så magtfulde rige blev løbet over ende af Pizarro og hans spanske conquistadorer.
Min viden om inkariget var kort sagt på Anders And-niveau. Heldigvis er der råd for den slags, og et af de allerbedste råd er at læse kompetente Inge Schjellerups Stenenes magi, der har undertitlen Tawantinsuyu – Inkaernes rige. Det er nemlig et imponerende faglitterært værk, der fortæller om Inka-rigets opstået og undergang. Om deres tøj, organisering, religion, huse, mad, dyreliv og sygdomme. Kort sagt stort set alt, man kan tænke sig om en civilisation.
Inkaernes rige strakte sig i sine velmagtsdage over 5.000 km i det vestlige Sydamerika, og historien om rigets storhed og fald er fascinerende, også her 500 år efter. Det har krævet et næsten uforståeligt organisationstalent at styre sådan et rige uden et skriftsprog, og hvis man forestiller sig et oprindeligt folk der levede i fred med sig selv og naturen, så tager man grueligt fejl. Inkaerne var selv erobrere og undertrykkere, lige indtil historien og spanierne indhentede dem og de gik under i et blodbad (og indtil flere epidemier).
Deres verdens- og livsforståelse var meget anderledes end vi forstår i dag, og Schjellerup tager os med hjælp fra historiske optegnelser og arkæologiske fund igennem den viden, vi i dag har om inkaerne. Det er en grundig, illustreret bog der både redegør for de politiske forviklinger i riget, for magtstrukturen, for hverdagslivet og for deres byer, ritualer – og den arv, der har videregivet til deres efterkommere.
Det er et værk, der anbefales til alle nørder, der gerne vil forstå Inkaerne, deres folk og deres tid.
Inge Schjellerup: Stenenes magi. 360 sider, Gad. Udkom 5. november 2021
