April 1945. Unge Dagmar forlader sin børn i Vamdrup for at melde sig til de hvide busser – Bernadottes berømte busser, der hentede danske og norske fanger ud af de tyske kz-lejre ved afslutningen af anden verdenskrig.

Dagmar rejser dog ikke kun med af ren idealisme. Hendes mand var med i modstandsbevægelsen, og sidder i Neuengamme. Dagmar er fast besluttet på at hente ham hjem, og derfor melder hun sig til redningsaktionen. Det bliver en farefuld, dramatisk rejse igennem det sønderbombede Tyskland i krigens allersidste dage.

Bernadottes hvide busser var en legendarisk humanitær redningsaktion, der giver genlyd i historien. Chauffører, sygeplejersker og læger satte livet på spil for at redde de danske fanger, og det er meget fortjent at makkerparret Kold og Vraa skriver dem en hyldest for indsatsen og for at minde os om, hvor meget de faktisk satte på spil.

Sidste år udgav de to herrer romanen Pigen fra det store hvide skib om hospitalsskibet Jutlandia og Tre dage i april er skåret lidt over samme læst. En veldrejet historie om en ung kvinde, der dramatiserer en næsten mytologisk del af historien, som der af uransagelige årsager ikke har været skrevet meget skønlitteratur om. Det råder Kold og Vraa bod på, og jeg synes at Tre dage i april er meget vellykket – faktisk nok endnu mere end Pigen fra det store hvide skib.

Tre dage i april er nemlig ikke bare et epos om store helte; det er en roman med karakterer der får lov til at være både stærke og svage, gode og onde. Den sætter også fokus på de dilemmaer, de hvide busser mødte undervejs. For nok led de danske og norske fanger – men hvad med alle de tyske flygtningebørn som konvojerne af læger og sygeplejersker kørte forbi uden af hjælpe?

Hvordan Dagmar tacklede de dilemmaer og om det lykkedes hende at finde sin mand må man læse Tre dage i april for at få at vide. Det anbefales hermed.

Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: Tre dage i april. 394 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 20. april 2022