Syvert vender tilbage til sit barndomshjem efter at have aftjent sin værnepligt. Hjemme igen skal han finde ud af, hvad han skal. Skal han studere, finde arbejde, blive i byen, det hele ligger åbent. Han går til hånde derhjemme, hvor moderen slider i det for at få enderne til at nå sammen, og lillebror Joar klarer sig godt i skolen, som den eftertænksomme, filosoferende og måske lidt gammelkloge bror han er, – meget forskellig fra sin bror Syvert.

Syvert keder sig lidt, og han begynder at rode i nogle gamle kasser med faderens ting, faderen som han mistede, da han var 10 år gammel. Og at åbne disse kasser er som at åbne Pandoras æske, for hemmelighederne vælter ud af dem. Faderen kunne åbenbart russisk, og der ligger breve fra en russisk kvinde. Det sætter tanker i gang hos den unge Syvert, for hvem var hans far, og hvad er det, som folk omkring ham ikke har fortalt?

Mens vi i romanens første spor er tilbage i 1986, hvor tv-skærmene flyder over med billeder af ulykken i Tjernobyl, tager romanens anden del os med til nutidens Rusland. Her møder vi biologen Alevtina, som har sønnen Seva. Hun er opvokset sammen med sin mor og en stedfar, og en dag modtager hun et brev fra en mand i Norge, som hævder, at de er halvsøskende. Hvad gør man med sådan en besked? Hvad gør det ved ens forståelse af, hvem man selv er? – Og har hun lyst til at mødes med denne nordmand?

Karl Ove Knausgård har igen skrevet en mursten af en roman, og den ene side tager den anden, især når det handler om at beskrive disse helt hverdagsagtige situationer i Norge og Rusland. Det er her, han står skarpest. Han er eminent dygtigt til at beskrive situationer, sætte stemninger og fortælle, hvad det er, som er på færde mellemmenneskeligt. Dog synes jeg, at der er afsnit i bogen, hvor jeg bliver præsenteret for personer, som ikke rigtigt bliver brugt til noget, og jeg kan ikke helt se ideen med at introducere dem, det står i hvert fald uforløst for mig. Jeg forstår godt Knausgårds iver og interesse for at finde en mening med livet og hans essayistiske udredninger om dette og hint, men jeg må indrømme, at lige præcis i denne roman virker det hos mig lidt for meget som fyld.

Jeg har nydt at læse Ulvene fra evighedens skov, en fin bog om familieforhold, kærlighed, forelskelse, relationer, livet og hemmeligheder. Bogen rummer mange skønne sprogblomster og skønne sætninger, som har noget dybde, og som giver én noget at tænke over; kan man for eksempel ’miste noget man aldrig har haft’? Og ’er rastløshed et udtryk for kroppens længsel’? Bogen bliver mig dog for lang, og var han blevet på hovedsporet, havde det været helt fint.

Karl Ove Knausgård har fortalt, at han har planer om at skrive 5 romaner i projektet om denne stjerne – dette lys, som viser sig på himlen, som begyndte med Morgenstjernen. Ulvene fra evighedens skov er nummer 2 i rækken, og jeg er spændt på at se, hvordan alle ender bliver bundet sammen, for i denne roman spiller stjernen/lyset ikke den store rolle, om end den viser sig på himlen i romanens slutning.

Anmeldelse af Morgenstjernen kan læses her.

Karl Ove Knausgård, Ulvene fra evighedens skov, Lindhardt og Ringhof, 798 sider, 2022, oversat af Sara Koch.