“… det var tidligt om morgenen, solen skinnede, og der over markerne svævede træerne, med rødder og det hele hængende i luften.”

Syv år efter det selvbiografiske storværk “Min kamp” er den norske forfatter Karl Ove Knausgård nu tilbage i fiktionens og fantasiens verden med den mørke og fascinerende roman “Morgenstjernen”. Et værk jeg har glædet mig meget til at læse, fordi alene antallet af sider (det symbolske 666) antyder, at der er mere på spil end blot en roman, hvor der ikke er sparet på noget.

Og der er rigtig meget på spil i denne dragende og betagende roman. Blandt andet vores virkelighedsopfattelse og hverdagsrealismens ellers så trygge arnested. Som i den japanske forfatter Murakamis fortryllende værker begynder virkeligheden pludselig at slå revner og universet synes at drive gæk med romanens rige persongalleri. De begynder alle at opleve mystiske hændelser, der blandt andet tyder på, at vores virkelighedsopfattelse er for snæver.

Men i modsætning til Murakami har vi ikke svært ved at skelne drøm fra virkelighed, når vi føres ind i Knausgårds mystiske og og hyperrealistiske univers. Hos Knausgård er det nemlig den nordiske hverdag og ditto religiøse forankring, der er i opløsning. Og vi er ikke tvivl om, at hændelserne sker her og nu, midt i den norske hverdag, som Knausgård gør meget ud af at forankre både hændelserne og bogens handliner i:

“Jeg er Herren,« siger manden på Burger King pludselig til Iselin, og hvis der er et sted, hvor man mindst venter at møde Vorherre, må det vel være på Burger King i Bergen. Hans berøring føles blød og varm, men hun vifter oplevelsen væk, det var vel en galning af en slags. Men hun er berørt. Og hun har også set flokke af rotter, umotiveret, dem ser man jo ellers sjældent om dagen, men nu ser hun dem altså ikke én, men mange.”

Vi følger ni menneskers liv over to dage. Vi befinder os i Bergen i slutningen af august, og pludselig bryder der et nyt lys i form af en stjerne frem. Alle mennesker i Norge kigger mod himlen. Det nye himmellegeme har forskellig betydning alt efter, hvem der kigger på den. Men at der noget ekstraordinært på spil er vi klar over fra første stund:

“Man skulle blot se på den, tænkte jeg og kiggede op på himmelen bag hytten. Stjernen var fuld af mening, det mærkede alle der så den. Noget tavst og intenst strømmede fra den. Det var næsten som en vilje, noget ubændigt som sjælen kunne omslutte, men ikke forandre eller påvirke. Følelsen af at nogen så på os.”

Morgenstjernen spejler de forskellige karakterers personligheder og mørke sider. For selvom det lader til, at det er Lucifer (jvf tallet 666), der er på spil, stiller Knausgård det interessante filosofiske spørgsmål om, hvorvidt ondskaben kommer fra os selv, eller fra et samfund der er for snævert i sit menneske- og natursyn. Eller er ondskaben, djævelen en kosmisk, religiøs, eksternaliseret kraft?

Romanen er afsindigt uhyggelig og vanvittigt spændende. Især fordi vi så detaljeret inddrages i personernes mentale og geografiske rum. Og fordi de religiøse referencer er så tydelige. Frelse og fortabelse flettes sammen, og det sammen gør tro og videnskab. Dette dobbelte blik referer netop til den erkendelse som kristendommen og naturvidenskaben arbejder med. De næsten essayistiske passager gør bogen krævende og til tider en anelse abstrakt, men hold nu op, hvor er det interessant. Og så er thrillerelementet med til at fastholde os side efter side. Knausgaard skriver så det løber os koldt ned ad ryggen. For han har fat i angstens væsen, og tager os med derhen, hvor det eneste vi kan gøre er at skrige. Helt uden forbehold. Helt uden mådehold. Læs den hvis du tør – men pas endelig på Lucifer. Og ikke mindst dig selv!

Karl Ove Knausgård: Morgenstjernen, Lindhardt og Ringhof, 666 sider, oversat af Sara Koch, udkom den 27. november.