Caroline Flemming: Baronessens sunde fastfood
Det skal være hurtigt og det skal være sundt – sådanne krav stiller mange til deres måltider. Nu bliver vi inviteret indenfor af Caroline Flemming, som er kendt som den smukke og madglade baronesse. Hun deler ud af tips og tricks til en sund hverdag med job, børn og mange projekter.
Opskrifterne er opdelt efter årstiderne, så de passer til de råvarer der er til at få fat i. Ved hver opskrift indikerer en stjerne, hvor langt tid det tager at fremtrylle retten. De fleste kan klares mellem 10 og 30+ minutter.
Her er rejer med chili og hvidløg, grønsagslasagne, linsesuppe, ratatouille, omeletter og meget mere.
Rundt om i bogen er der gode råd fra baronessen – som fx at morgenmaden er dagens vigtigste måltid, olivenolie smører tarmene, macadamianødder forebygger kolesterolsygdomme, man skal huske at drikke rigeligt vand m.m.
De gode råd er krydret med meget flotte fotos af baronessen iklædt smukt tøj fra Sabine Poupinel, Ole Yde, Malene Birger m.fl.og høje høje stiletter fra Louboutin. Mums!
Caroline Flemming er model og ejer af Valdemar slot, tv-vært og har tidligere udgivet kogebogen: ”Baronessen går i køkkenet”.
Caroline Flemming, Baronessens sunde fastfood, Lindhardt og Ringhof, 153 sider, 2010