Cecilie Lind: Pigedyr
Wow! Vild roman der både danner fascination og begejstring. Hvad mere kan man ønske sig?
Pigedyr er en roman om den voksne mands begær efter den helt unge piges krop. Eller er det? Er Pigedyr måske nærmere den unge piges begær efter mandens begær (ikke hans krop, men hans begær)? Hvem bestemmer? Hvem har magten? Hvem er offer, hvis der er et? Jeg ved det ikke. Jeg forvirres over læsningen og det kan jeg godt lide! Der er noget power i Cecilie Linds hovedperson. Noget nægten at være offer. Noget energi og insisteren på at styre. Der pilles ved magtbalancen. Måske er det ikke så sort hvidt. “Piger er de huller mænd kan falde i.”
Og bogens beskrivelse skaber da også undren og afsløringer ved en tekst som denne:
“En pige har en mor, en far, en veninde, en forelskelse, endnu en. Hun hedder Sara. I sit værelse græder og længes hun. Præstens hænder og venindens fars lægger sig på hendes pande, bryst. Mænd vil tage og give. Romanen Pigedyr af Cecilie Lind handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og hendes afmagt. Den handler om at se sig i spejlet. Og at spejlet ser dig.”
For Pigedyr handler også om begær og venindeskab. Og om tab og magt. Og jeg er slet ikke sikker på jeg forstår det hele i romanen, men det gør ikke noget. Hvem forstår det unge pigesind? Hvem forstår pigedyret?
Læsningen af Pigedyr fik mig til at tænke på romanen Rosenreglen af Liv Nimand Duvå. Rosenreglen handler også om den voksne mands interesse for og blik på den helt helt unge pigekrop. Både Pigedyr og Rosenreglen er vilde, vigtige, voldsomme romaner, der får mine varmeste anbefalinger.
Cecilie Lind (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen. Hun bogdebuterede i 2010 med digtsamlingen Ulven åd min eyeliner, men havde allerede sin egentlige debut i 2008 i poesitidsskiftet Hvedekorn. Hun modtog i 2021 Modersmålsprisen, i 2020 blev digtsamlingen Mit barn nomineret til Kritikerprisen og Politikens Litteraturpris. Du kan læse vores anmeldelse af Mit barn her.
Cecilie Lind, Pigedyr, April 2022, Gyldendal, 186 sider.